Digitaliseringsminister hilser EU-forbud mod sociale medier velkommen
Christina Egelund og den danske regering havde gerne set, at EU havde foreslået forbud for alle under 15 år.
Digitaliseringsminister Christina Egelund (M) er glad for, at EU-Kommissionen vil fremlægge forslag om forbud mod sociale medier for børn og unge. (Arkivfoto).
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Et positivt skridt i forsøget på at løse et meget komplekst problem.
Sådan lyder det fra digitaliseringsminister Christina Egelund (M), efter at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, tidligere onsdag meddelte, at kommissionen torsdag vil fremlægge et forslag, der skal holde børn væk fra skadeligt og vanedannende indhold på sociale medier.
- Overordnet set er jeg meget glad for, at man nu også på europæisk plan har løftet denne problemstilling og handler på den, siger Christina Egelund.
"Kids Act" skal indføre et forbud mod sociale medier for børn under 13 år, og der skal ikke være mulighed for at oprette personlige konti for børn på 13-14 år.
I Danmark har skiftende regeringer presset på for at få en aldersgrænse på sociale medier, hvor opfordringer til selvskade og vold florerer til frit skue nogle steder.
I regeringsgrundlaget fra juni fremgår det, at regeringen ønsker et decideret forbud mod sociale medier for alle børn under 15 år, og hvor forældre ikke kan oprette konti til børn på 13-14 år.
Altså en skrappere model end det, som EU-Kommissionen lægger op til.
- For hvis man holder en kattelem åben for de 13-14-årige, så sætter man dem i virkeligheden også i en kattepine. Nemlig det gruppepres, der kan ligge i, at nogle gerne må for deres forældre, og nogle må ikke.
- Jeg synes, at voksne ansvarlige skal træffe den beslutning, at der er en ren aldersgrænse på 15 år, siger ministeren.
Christina Egelund påpeger, at "vi skal huske, at det handler om, at sociale medier ikke er sociale på nogen fornuftig måde".
- Det florerer med skadeligt indhold, opfordring til selvskade, vold og afpresning, som på ingen måde rimer på det, som vi gerne vil have, nemlig gode og sunde børne- og ungeliv, siger hun.
Christina Egelund medgiver, at det kan være svært at sætte en konkret aldersgrænse, der løser problemet med de ubehagelige og skadelige ting, som unge møder på sociale medier.
Unge over 15 år kan nemlig også komme til at stå i en kattepine, fordi de ikke vil være omfattet af forbuddet og derfor selv kan oprette konti.
- Derfor er problemet heller ikke løst med en aldersgrænse eller et fingerknips. Det gælder om at blive ved med at lægge pres på og håndhæve over for techgiganter, at de for eksempel skal fjerne ulovligt indhold.
- I den danske regering ser vi på, om man i national lovgivning kan lave et egentligt påbud om at fjerne skadeligt indhold og tage et opgør med afhængighedsskabende design, altså algoritmer, som har det ene formål at stjæle vores tid ved at skabe afhængighed, siger hun.
Christina Egelund mener, at techgiganter, der udbyder sociale medier på deres platforme, nu "har en enestående chance for at vise sig som gode alliancepartnere i stedet for det modsatte".
- Det ansvar, som følger med at være vært for en hel masse mennesker, løfter de på en meget lidt tillidsvækkende måde, for at sige det mildt, siger ministeren.
- Indtil techgiganterne måtte udvise større ansvarlighed, så kører vi på med det ansvar, som er vores - at sørge for, at det skadelige indhold for børn og unge skal fjernes, siger Christina Egelund.
RITZAU