finanslov 2015
Skattestigning fejet af bordet
Naalakkersuisut kommer ikke til at justere skatteprocenten op for at hente de nødvendige millioner til driften af det offentlige. Det fortæller Anda Uldum til Qanorooq
Naalakkersuisoq for finanser, Anda Uldum, Demokraterne, har ikke i sinde at indføre en skattestigning. Landets næstkommanderende, vicelandsstyreformand, Anda Uldum, affejer dermed et forslag fra Siumut-gruppen. Det fortæller Qanorooq torsdag.
KNR.gl kunne ellers tidligere på ugen fortælle, at Naalakkersuisut uventet havde foreslået at opjustere skatten med én procent. Men KNR havde misforstået det, da forslaget kom fra Siumut-gruppen.
Læs: Politikere forsvarer spareplaner
Det var Siumuts finansordfører, Jens Immanuelsen, der i starten af denne uge under finanslovsdebatten plæderede for at sætte skatteprocenten op med ét procent i hele landet, for sammenlagt at hente 78 millioner kroner til landskassen.
Til Qanorooq siger Anda Uldum, at han er glad for diverse politiske forslag men ikke har nogen planer om at ændre på skatten.
- Naalakkersuisut arbejder ikke på at hæve skatten, siger han kortfattet.
Venter på Martha
Det kontroversielle forslag om at skære i lægebetjeningen i tre provinsbyer måtte Naalakkersuisut trække tilbage, to dage efter, de havde forsvaret det i en pressemeddelelse. Så nu er embedsmændene i sving med luppen for at finde andre spareforslag til Naalakkersuisoq.
- Pengene skal findes. Så vi må afvente og høre Departementet for sundhed, hvor de så skal hentes fra. Det glæder vi os naturligvis til at høre, siger Anda Uldum i Qanorooq.
Læs: Uddannelse og sundhed rammes mindst af sparekniv
Det er planen, at Naalakkersuisuts finanslovsforslag skal til afstemning den 12. maj.