Urolige tider i international politik kan hurtigt sætte sig
i maven.
De seneste måneder har udmeldinger fra den amerikanske
præsident Donald Trump om et ønske om at overtage Grønland sat gang i
spekulationer – også blandt almindelige bankkunder.Ifølge bankerne har enkelte
borgere derfor spurgt, om deres opsparing er sikker, og om man i en usikker tid
bør hæve kontanter og gemme dem derhjemme.
Urolige tider i international politik kan hurtigt sætte sig
i maven.
De seneste måneder har udmeldinger fra den amerikanske
præsident Donald Trump om et ønske om at overtage Grønland sat gang i
spekulationer – også blandt almindelige bankkunder.Ifølge bankerne har enkelte
borgere derfor spurgt, om deres opsparing er sikker, og om man i en usikker tid
bør hæve kontanter og gemme dem derhjemme.
AG har spurgt Grønlandsbanken og Bankivik, hvordan kunderne
bør forholde sig.
Bankerne maner til ro
Svaret fra begge banker er klart: Der er ingen grund til at
frygte for sine penge.
- Kundernes penge er trygge hos os – også i usikre tider,
siger privatkundedirektør Pia Holm Jensen fra Bankivik.
Hun peger på, at kundernes indlån automatisk er omfattet af
indskydergarantien via Garantiformuen, og at pensionsmidler er fuldt dækket –
uanset beløb. Det samme gælder som udgangspunkt også værdipapirer.
Den vurdering deles af Grønlandsbanken, hvor administrerende
direktør Martin Kviesgaard understreger, at bankerne i Grønland er robuste og
underlagt skærpede krav.
SÅDAN ER DINE PENGE SIKRET
· Almindelige indlån er omfattet af
indskydergarantien via Garantiformuen
· Op til 750.000 kr. pr. kunde pr. bank er dækket
· Pensionsmidler er fuldt dækket, uanset beløb
· Værdipapirer er som udgangspunkt også beskyttet
· Ordningen gælder for alle banker i
rigsfællesskabet
- Både vi og Bankivik er SIFI-institutter og dermed
systemisk vigtige. Det betyder, at vi er underlagt særlige krav netop for at
kunne modstå kriser, siger han.
Kontanter i hjemmet giver større risiko
Selvom der tales om ”prepping” og om at hæve kontanter,
fraråder bankerne, at man gemmer større beløb derhjemme.
- Kontanter taber købekraft over tid, og man går glip af
rente og afkast. Samtidig er der en reel risiko for tyveri, brand og andre
hændelser, siger de samstemmende fra de to banker.
Begge banker anbefaler dog, i tråd med Naalakkersuisuts
beredskabsråd, at man har et mindre kontantbeløb i hjemmet – omkring 1.000
kroner i mønter og små sedler – samt fysiske betalingskort og adgang til
netbank og MobilePay.
- Med de forholdsregler er man godt forberedt, hvis
betalingsløsninger midlertidigt ikke fungerer som normalt, lyder det.
Frygten er aftagende
Hos Grønlandsbanken oplever man, at uroen i befolkningen er
ved at lægge sig.
- Krisen i januar gav naturligvis frygt hos nogle, og det er
helt naturligt. Men det er også tydeligt, at vi nu er ved at få hverdagen
tilbage igen, mener Martin Kviesgaard.
Han understreger samtidig, at langt de fleste kunder er
fuldt dækket af indskydergarantien.
- Cirka 98 procent af vores kunder med indlån er fuldt
dækket, og vi har i øjeblikket det højeste indlånsniveau nogensinde.
Bankernes råd: Tag dialogen
Hvis man som kunde føler sig urolig, er bankernes råd ikke
at handle i panik, men at tage kontakt. Pia Holm Jensen og Martin Kviesgaard
oplyser samstemmende, at deres personale altid er klar til at svare på
spørgsmål og rådgive, så den enkelte bankkunde oplever ro i maven om sin
økonomiske situation.