Sisimiut og Klaksv

Et nyt nordisk projekt vil udvikle solvarmesystemer, som kan bruges under de hårde vejrforhold, der hersker i Grønland og Færøerne.

Sisimiut har erfaringer med forsøg på at spare på energien. Foto af byens lavenergihus./ Sisimiuni nukissiornermi sipaarniarnermut misileraaneq misilittagaqarfiuvoq. Illoqarfimmi illup nukissiornermik sipaarfiusup assinga.
Offentliggjort

Projektet, som netop har modtaget en bevilling fra NORA - det nordiske atlantsamarbejde på 450.000 kroner til det første projektår, er et samarbejde mellem byerne Klaksvík på Færøerne og Sisimiut i Grønland. Det skriver Nyhedsbrevet Nordatlanten.

I Sisimiut har de allerede erfaringer med solvarmeanlæg. Disse skal evalueres og danne grundlag for etableringen af et nyt anlæg i en bygd uden for Sisimiut.

Sammen med lokale partnere fra både erhvervslivet og de tekniske skoler skal projektpartnerne bygge et stort demonstrationsanlæg i Klaksvík, der både omfatter et solvarmeanlæg og et vindmølleanlæg. Anlægget, som skal opvarme to sportshaller og en svømmehal, vil være et nyt teknologisk og miljømæssigt vartegn for den traditionelle fiskerby.

Hvis de tekniske og økonomiske undersøgelser viser sig at være gunstige, vil projektet på sigt kunne resultere i, at der på kommercielle vilkår vil blive startet en produktion af solvarmeanlæg, specielt til det grønlandske marked.

Begge steder bliver anlæggene opført i samarbejde med de tekniske skoler.

Powered by Labrador CMS