Sermitsiaq mener: Dronning i Grønland

Hjemmestyre, selvstyre og ønsket om selvstændighed har ikke rokket ved hendes popularitet. Og spørgsmålet om et dansk kongehus’ fortsatte eksistens i Grønland er der aldrig stillet spørgsmålstegn ved.

Måske med undtagelse af den mest rabiate venstrefløj tilbage i 70-80’erne, da man stadig flirtede med tanken om en leninistisk-marxistisk samfundsopbygning, og da nogle siumutere senere under hjemmestyret legede med tanken om en islandsk ordning og en selvstændig republik med Jonathan som præsident. Men det er aldrig blevet til andet end ideer og tankespind.

Vi kan diskutere sprog og danskernes rolle i samfundet, men kongehusets rolle er ikke til debat.

Dronningen har med stor klogskab sikret kongehusets fremtid også i Grønland uanset graden af selvstændighed.

Det mest naturlige vil derfor være, at Grønland forbliver i en personalunion med Danmark, når landet bliver selvstændigt eller indgår i et partnerskab med det øvrige Danmark.

Kronprinsen er her i Grønland lige så populær som sin mor. Kun tiden vil vise, om han kan regere med samme klogskab og samme fornemmelse for tiden og indrette kongehuset derefter.

Men svaret på spørgsmålet om kongehusets popularitet i Grønland er som så meget andet her i landet kun gisninger – for vi ved egentlig ikke noget.

Kongehuset vil ikke svare, når spørgsmålet bliver stillet om deres rolle, hvis og når Grønland bliver selvstændigt. Om dronningen fortsat vil være dronning i Grønland. Men uden at vide det, har vi på fornemmelsen, at kongehuset fortsat vil være der i den situation, hvis altså Grønland ønsker det. Og at det altså i sidste ende er op til den grønlandske befolkning.

Vi har ingen undersøgelse, der viser hvad befolkningen vil. Vi har kun på fornemmelsen, at lige så meget som man ønsker selvstændighed, lige så meget ønsker man at bevare kongehuset. Men det er kun om den ældre generation over 30 år, vi tror, vi ved det. Vi ved slet ikke, hvad den yngre generation vil, og vi kender slet ikke den yngre generations begejstring for kronprins Frederik.

Vi ved heller ikke, om der er forskel på by og bygd. Kronprinsen er blevet meget populær på grund af sin slædekørsel og sin glæde for Grønland. Men vi ved ikke, hvor langt den popularitet holder.

Og vi har ingen klar udmelding fra naalakkersuisut, fra regering, fra parlamenter eller fra kongehus om, hvad man vil i den situation, hvor Grønland bliver selvstændigt. I selvstyrekommissionens betænkning fremgår det ikke, om kommissionen har diskuteret dette spørgsmål.

Men i det ellers splittede Grønland har vi brug for samlende symboler. Lige i øjeblikket er det hverken naalakkersuisut eller inatsisartut, der samler. Her lytter vi dagligt til skænderier på laveste niveau – Inatsisartut udstiller sig selv hver dag i KNR, og det samler bestemt ikke befolkningen, tværtimod.

Sproget, det grønlandske flag, nationaldragter, hundeslæde, grønlandske sange osv er normalt symboler/begreber vi samles om og er enige om. Men det er interessant nok også kongehuset, kirken, forsvar, politi og retsvæsen, der er med til at skabe tryghed i et ellers meget splittet lille samfund.

Så det var måske en opgave for forskere på universitetet at finde ud af, hvad vi vil med kongehuset.

Så det er stort ønske her på fødselsdagen at få klarlagt kongehusets popularitet og fortsatte tilknytning til Grønland.

Og så håber vi selvfølgelig på, at dronningen fortsat vil være dronning i Grønland mange år endnu.

Tillykke med fødselsdagen.