PPK anker sag om barselsløn
Sundhedskartellet mener, at en sundhedsassistent blev snydt for løn under sin barsel af arbejdsgiver. Nu anker Sundhedskartellet sagen til Landsretten.
Sundhedskartellet, PPK, der på vegne af sundhedsassistenternes faglige organisation har lagt sag an mod Styrelsen for Forebyggelse og Sundhed, har tabt en sag i Retten i Grønland og anker nu sagen til Landsretten.
- Vi anser behandlingen af Ghita Pedersen Jensen for dybt uanstændig, og vi mener ikke, at det kan være rimeligt, at Grønlands Selvstyre kan drage fordel af fejl i deres ansættelsesprocedurer på en måde, hvor medarbejderne mister deres rettigheder. Vi har derfor anket sagen til Grønlands Landsret, udtaler PPK’s formand, Ken Jensen i en pressemeddelelse.
Imod aftale
Sagen drejer sig om en sundhedsassistent, som nyuddannet blev ansat på sygehuset i Ilulissat som timelønnet. Det var hun i over seks måneder, hvorefter hun gik på barsel i januar 2019 og overgik til dagpenge i kommunen.
Men at være timelønnet i over seks måneder er overenskomststridigt, påpeger Sundhedskartellet:
- I overenskomsten for sundhedsassistenter gælder det, at man kun kan være timelønnet i en måned. Ghita Pedersen Jensen var timelønsansat i over seks måneder selvom dette ikke er en mulighed ifølge parternes overenskomst, lyder begrundelsen fra PPK.
Sagen blev taget op af PPK tilbage i 2019. Sundhedskartellet mente, at sundhedsassistent Ghita Pedersen Jensen, er blevet stillet ringere end sine kolleger.
En tabt sag
Ifølge Styrelsen for forebyggelse og sundhed er der flere faktorer, der gjorde sig gældende i sagen. Blandt andet blev sundhedsassistenten tilbudt faste vikariatstillinger i distrikterne og hjemmepsykiatrien, som hun takkede nej til.
Retten i Grønland gav arbejdsgiveren medhold, blandt andet med den begrundelse, at sundhedsassistenten selv var medskyldig i sin situation som timelønnet, da hun gang på gang takkede nej til stillinger uden for Ilulissat.
Dommen blev afsagt den 28. september 2020.
Sundhedsledelsen i Styrelsen for Forebyggelse og Sundhed ønsker ikke at kommentere på sagen, da det er en personalesag.