Politiet hædrer Aviaja og Åge
Aviaja Lange fra vagtcentralen i Nuuk og politiassistent Åge Eliassen fra Narsaq bliver af Grønlands Politi for at have reddet en mand sammen.
Fredag blev Aviaja Lange fra vagtcentralen i Nuuk og politiassistent Åge Eliassen fra Narsaq hyldet af Grønlands Politi og modtog en dusør fra politimesteren for deres indsats i en voldsom episode sidste år.
Natten til den 29. august 2021 modtog Aviaja Lange fra vagtcentralen i Grønlands Politi et telefonopkald fra en mand, der var faldet over bord fra sin jolle.
Manden kunne fortælle Aviaja Lange, at begge hans ben sad fast på motoren, hvilket gav dybe sår på begge ben.
- Imens Aviaja ydede psykisk førstehjælp i telefonen sejlede Åge ud for at hjælpe manden. Åge fik stoppet de livstruende blødninger og holdt manden ved bevidsthed, indtil de var i havn, skriver Grønlands Politi i et opslag på deres Facebookside.
- Manden overlevede episoden og fortalte, at den psykiske førstehjælp holdt ham i live. Både Aviaja og Åge ydede en ekstraordinær indsats og modtog derfor i dag en dusør som anerkendelse af og tak for deres store indsats.