Politiet gør status for højtiden: Færre anmeldelser end sidste år
Færre og ikke så alvorlige hændelser kendetegner jul og nytår 2022 hos Grønlands Politi, der var forberedt på ekstra travlhed omkring helligdagene.
Politiet fik mere end tusinde anmeldelser fra hele landet de 10 dage omkring jul og nytår 2022. Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
Tallet er selvom det er høj en anelse lavere end sidste år, men dog fortsat mange i forhold til andre travle perioder.
I alt 1.099 anmeldelser fordelt rundt om i hele Grønland blev registreret hos politiet omkring jul. Det er omkring 100 anmeldelser færre end 2021.
Var forberedt på travlhed
Vagtcentralen og det øvrige politi på kysten var godt forberedt på travlheden, og derfor forløb julen og nytåret også uden de store overraskelser for politiet, fortæller leder af vagtcentralen Brian Thomsen:
- Vi har haft travlt – men ikke helt så travlt, som vi havde frygtet. Det skyldes dels, at vi var velforberedte, og dels at vi havde færre af de mest alvorlige sager i modsætning til sidste år, hvor vi blandt andet skulle håndtere to drab på få dage. På den front har der været roligt i år, siger Brian Thomsen.
Nytåret var overordnet travl. Her registrerede politiet 618 hændelser fra 30/12-22 til og med den 3/1-23, hvoraf 124 blev oprettet som sager.
- Ser vi isoleret set på nytårsaften, har den været rimelig kontrollerbar i forhold til sidste år, og vi har registreret et fald i næsten alle hændelsestyper og i det samlede antal hændelser. Desværre har der været en voldtægt mere i år end sidste år, men ellers er det overvejende positive tendenser.
Ingen drabssager dette år
Selvom der er blevet anmeldt færre sager denne jul er er blevet oprettet flere sager, og det mener Brian Thomsen, at der er en god forklaring på.
- På grund af hændelsernes karakter og et lidt roligere år har vi haft ressourcer til at oprette sagerne med det samme. Sidste år måtte vi prioritere at oprette de mest alvorlige sager med det samme, mens de resterende hændelser måtte vente nogle dage med at blive oprettet som sager, da vi blandt andet stod med to drabssager.”
I skemaet herunder fremgår sagskategorierne for henholdsvis 2021/2022 og 2022/2023.