Hvad siger loven om alkoholforbud: Fra lokale begrænsninger til totale forbud

Lokale alkoholbegrænsninger er ikke et nyt fænomen i Grønland. Gennem årtier har myndighederne forsøgt forskellige modeller for at regulere befolkningens adgang til alkohol.

Fra 1979 til 1982 var der eksempelvis en generel pointsystem ordning for alkohol i landet. Senere blev reguleringen i højere grad lokal og midlertidig, så bestemte byer og bygder kunne få særlige begrænsninger.

Forskningslitteraturen om alkohol i Grønland beskriver, hvordan lokale restriktioner gennem tiden især er blevet anvendt i Østgrønland, Qaanaaq og bygderne nord for Upernavik.

Det historiske mønster viser, at Grønland ikke alene har benyttet landsdækkende alkoholpolitik. Der har også været en tradition for at indføre særlige ordninger i områder, hvor lokale forhold har ført til ønske om at begrænse adgangen til alkohol.

Upernaviks bygder: Alkohol skal bestilles på forhånd

I Upernavik-området har særlige alkoholregler været gældende siden 2002. Ordningen blev indført i det daværende Upernavik Kommune og senere videreført i reglerne for det tidligere Qaasuitsup Kommunia.

Selvstyrets bekendtgørelse nr. 26 af 4. november 2016 fastsætter, at salg af både stærke og svage alkoholholdige drikke i ni bygder kun må ske efter forudgående bestilling til senere levering.

Alkohol skal bestilles på forhånd og leveres fra Upernavik eller en anden by i Grønland. De bestilte drikke kan enten leveres direkte til kunden eller udleveres gennem en butik i bygden. Udleveringen skal ske inden for de gældende salgstider.

Ordningen adskiller sig dermed fra almindeligt butikssalg, hvor kunderne frit kan købe alkohol fra butikkens sortiment.

En ordning, som borgerne selv har ønsket

Bag de særlige regler står ikke kun myndighedernes regulering. En artikel fra 2015 beskrev, at flertallet af beboerne i de berørte bygder ved Upernavik ønskede, at der ikke skulle stå alkohol på butikshylderne.

Derfor er det et lokalt ønske om at begrænse den direkte adgang til alkohol. I stedet for at afskaffe muligheden for at købe alkohol helt har man valgt en model, hvor drikkevarerne skal bestilles på forhånd.

For nogle borgere kan en sådan ordning være en måde at skabe større afstand mellem impulskøb og adgang til alkohol. Samtidig giver den fortsat mulighed for at bestille alkohol efter de gældende regler.

Ordningen i Upernaviks bygder er dermed et eksempel på, hvordan lokale ønsker om at begrænse adgangen til alkohol kan indgå i udformningen af alkoholpolitikken i Grønland.

Qaanaaq og bygderne: Særlige regler for stærk alkohol

I Qaanaaq-området har man ligeledes haft særlige regler for salg og udskænkning af alkohol.

Ifølge bekendtgørelsen fra 2016 er salg og udskænkning af stærke alkoholholdige drikke med en alkoholprocent på 15 eller derover forbudt i Qaanaaq samt i bygderne Qeqertat og Siorapaluk.

I Savissivik gælder der en mere omfattende regel, hvor salg af både stærke og svage alkoholholdige drikke er forbudt. Derudover er udskænkning af stærke drikke med mindst 15 procent alkohol forbudt.

Reglerne viser, at myndighederne har valgt forskellige modeller i det nordlige Grønland. Nogle steder begrænses adgangen til de stærkeste drikke, mens andre steder har et bredere forbud mod salg.

Det er dog vigtigt at skelne mellem et forbud mod stærk alkohol og et totalt alkoholforbud. Begrænsningerne i Qaanaaq, Qeqertat og Siorapaluk omfatter efter bekendtgørelsens ordlyd drikke med mindst 15 procent alkohol, ikke alle alkoholholdige drikke.

Østgrønland: Fra faste begrænsninger til midlertidige totalforbud

Østgrønland har også en lang historie med særlige alkoholregler. I Tasiilaq, de omkringliggende bygder og Ittoqqortoormiit har der været begrænsninger på stærke alkoholholdige drikke med en alkoholprocent på 15 eller derover.

I september 2021 blev reglerne midlertidigt skærpet i Tasiilaq og fem bygder: Kulusuk, Tiilerilaaq, Isertoq, Kuummiit og Sermiligaaq.

Her indførte Naalakkersuisut et forbud mod salg og udskænkning af alle alkoholholdige drikke med mindst 2,25 procent alkohol. Forbuddet gjaldt fra den 3. september til og med den 17. september 2021.

Beslutningen kom efter en periode med alvorlige hændelser, herunder vold, husspektakler og selvmord. Myndighederne beskrev situationen som alvorlig, og alkohol spillede ifølge de daværende oplysninger en rolle i en række af hændelserne.

Forbuddet var derfor et eksempel på, hvordan alkohollovens § 41 kan bruges til at indføre et hurtigt, geografisk afgrænset indgreb, når børns tarv og befolkningens sikkerhed vurderes at være truet.

Det midlertidige forbud fra 2021 er imidlertid ophævet og må ikke forveksles med de regler, der gælder i dag.

Kommune Kujalleq: Et midlertidigt totalforbud

Den 2. oktober 2026 trådte Selvstyrets bekendtgørelse nr. 40 i kraft. Den indførte et midlertidigt forbud mod salg og udskænkning af alkoholholdige drikke med mindst 2,25 procent alkohol i hele Kommune Kujalleq.

Forbuddet omfatter både byerne Qaqortoq, Narsaq og Nanortalik samt kommunens bygder. Det blev indført efter anmodning fra kommunalbestyrelsen med henvisning til børns tarv og befolkningens sikkerhed.

Bekendtgørelsen har ikke en fast slutdato. Forbuddet gælder, indtil det bliver ændret eller ophævet.

Kommune Kujalleq er dermed et aktuelt eksempel på, at lovgivningen kan bruges til at indføre et omfattende forbud i en hel kommune, mens andre områder fortsat har mere afgrænsede regler.

Forskellige regler – samme lovgrundlag

Alkoholreglerne i Grønland spænder fra krav om forudbestilling til forbud mod bestemte alkoholstyrker og midlertidige totalforbud.

I Upernaviks bygder begrænses den almindelige adgang til alkohol gennem et bestillingssystem. I Qaanaaq og flere bygder er der særlige begrænsninger på stærk alkohol. I Østgrønland har myndighederne både anvendt længerevarende begrænsninger og midlertidige forbud. I Kommune Kujalleq er der i oktober 2026 indført et midlertidigt forbud mod salg og udskænkning i hele kommunen.

Grønlands alkohollov giver således mulighed for både målrettede begrænsninger og omfattende forbud. Den konkrete regulering afhænger af den enkelte bekendtgørelse, og historiske forbud skal altid holdes adskilt fra de regler, der gælder i dag.