Teaterkollektiv vil konfrontere danskerne med deres indre kolonialist

Hvordan konfronterer man danskerne med en ubekvem del af deres historie, endsige med en ubehagelig del af dem selv?

På Blaagaard Teater i København gør man det til lyden af insisterende teknomusik.

Da publikum træder ind i teatersalen en septemberaften, står tre personer i færd med at klargøre en båd til sejlads. Personerne ligner dukker i menneskestørrelse, fordi de bærer masker i latex. I hænderne har de spraydåser, som de ryster i takt til musikken.

Så lyder en mands stemme i en voiceover:

- Vi er venner. Vi skal til Grønland. Vi er venner. Vi har en speedbåd. Der er brug for os, det er der bare. Det er all eyes on Greenland. Det er det bare. 

Med denne karikatur på den selvgode og uvidende dansker er forestillingen ‘MEET YOURSELF AS A COLONIZER’ i gang. Et sammensurium af dukketeater, videoklip og forelæsning, som handler om at vise danskerne deres andel i kolonihistorien.

Ikke mere "Det var dengang"

Forestillingen er skabt af performancekollektivet PERSONA NON GRATA i samarbejde med dansk-grønlandske Carmina Guldmann.

De håber at kunne give publikum ”en lidt anden indfaldsvinkel” på den danske debat om Grønland.

- Vi vil skubbe til den samtale, så man ikke længere kan slippe afsted med at sige ”Det var dengang”, siger Astrid Lindhardt, som er en del af performancekollektivet, da AG møder hende i Blaagaard Teaters forhal.

Hun er velforberedt, og har skrevet noter på sin Macbook. Hun repræsenterer kollektivet i samtalen, og skal tale om et emne som er både politisk og følelsesmæssigt betændt.

- Der bor over 20.000 personer med grønlandsk ophav i Danmark. Skylder vi ikke dem at interessere os for den kulturarv, som de har med sig – og som vi har ødelagt?, spørger hun.

Ideen til forestillingen opstod for omtrent fire år siden, da gruppens medlemmer, som ud over Astrid Lindhardt tæller Mai Katsume og Mathilde Hyttel, studerede på Den Danske Scenekunstskole i København.

De havde et ønske om at arbejde med dansk kolonialisme. For som PERSONA NON GRATAs navn antyder, så arbejder de med det uønskede i sig selv og i samfundet.

- Vi ville lave en forestilling om danskerne, men ikke bare pege fingre ad alle andre. Vi ville undersøge kolonialismen gennem os selv, siger Astrid Lindhardt.

Gruppen fik en udvekslingsplads på Nunatta Isiginnaartitsisarfia (Grønlands Nationalteater, red.) og skulle tilbringe en måned i Nuuk.

Som de forberedte sig på rejsen, gik det op for dem, hvor lidt de egentlig vidste om det sted, de skulle hen, fortæller Astrid Lindhardt.

Da PERSONA NON GRATA endelig kom til Nuuk i 2022, tænkte de meget over, hvordan de kunne opføre sig på en høflig måde. Men selvom man gør sig meget umage, kan man sagtens komme til at jokke i spinaten.

For eksempel var de af den opfattelse, at de skulle tale engelsk alle vegne, fortæller Astrid Lindhardt. Så det gjorde gruppen i supermarkedet og til deres midlertidige naboer. Indtil én af dem overhørte dem tale dansk med hinanden og sagde noget i retningen af:

- I har jo koloniseret os én gang, og tvunget os til at tale dansk. Nu skal I ikke komme her og tvinge os til at tale engelsk, genfortæller Astrid Lindhart.

- Der mødte vi os selv som kolonialister, siger hun.

Et udtryk, som kollektivet bruger i flæng, og som altså også er endt i forestillingens bydende titel.

- Det er det møde, vi gerne vil stille til rådighed for publikum, siger hun.

Taler ind i en aktuel dagsorden

Forestillingen er skabt med udgangspunkt i rejser til Grønland, interviews, research og samtaler.

- Der blev ham her et rigtig godt værktøj for os, siger Astrid Lindhardt og løfter den Action Man-dukke, der ligger på bordet, op. 

The Danish Action Man, kalder kollektivet ham. Han optræder også i forestillingen som et billede på kolonialisten.

Han er iført en orange anorak, en hvid strik og lange støvler, som han kan bryde isen mellem mennesker med.

De har brugt legetøjsfiguren til at komme i snak med folk og tage fat på det svære emne.

- Når man kommer med en dukke, om det så er på Daddy’s (bar i Nuuk, red.), foran Brugseni eller under et interview med formanden for Naalakkersuisut, så får folk et smil på læben – og åbner sig op, fortæller Astrid Lindhardt.

I figuren har nogen set Hans Egede. En anden Knud Rasmussen. En tredje sin far.

- Derfra har vi kunnet have en samtale om, hvor de oplever kolonialismen i deres samtid, fortæller Astrid Lindhardt.

'MEET YOURSELF AS A COLONIZER' havde premiere samme uge som EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og den danske statsminister Mette Frederiksen var på besøg i Grønland for at underskrive en opdateret fælles samarbejdsaftale mellem Grønland, EU og Danmark. 

Under spilleperioden blev forsvarsaftalen mellem Grønland, Danmark og USA underskrevet i New York.

- Jeg tror aldrig nogen af os har lavet noget, der taler ind i en så aktuel dagsorden, siger Astrid Lindhardt.

De har sågar tilføjet noget til forestillingen undervejs i spilleperioden for at være helt opdaterede.

Det øgede fokus på Grønland har gjort, at flere danskere har fået øjne på deres uvidenhed, siger Astrid Lindhardt.

Her fornemmer hun og resten af kollektivet et attitudeskift.

- Vi prøvede at pitche forestillingen ind to forskellige steder, hvor de mente, at emnet var for nichet, fortæller hun.

Men den øgede nysgerrighed betyder ikke, at alle fordomme er forsvundet.

- Hver gang jeg har fortalt, at jeg arbejder med det her, så synes jeg, at der er kommet en fordom op, siger Astrid Lindhardt.

Også fra dem helt tæt på hende.

De fordomme, som PERSONA NON GRATA har hørt allermest, og tidligere selv har tænkt, citerer de i forestillingen.

- Det, vi prøver at sige med det, er, at de har noget med kolonialismen at gøre. At kolonitid ikke er fortid, siger Astrid Lindhardt.

Alle skal kunne genkende sig selv

På et tidspunkt i forestillingen sker der et skift. Fra garagen, hvor vennerne er i færd med at gøre klar til sejlads, vender projektørlyset pludseligt mod Carmina Guldman, som træder frem iblandt publikum.

- For mig som inuk er uvidenheden godt nok vild at være vidne til. Den er ikke sjælden i Danmark. Faktisk så er det den uvidenhed om Kalaallit Nunaat, der er omdrejningspunktet i min egen historie, siger hun til publikum.

Her skifter stemningen, for hun fortæller sin egen historie. Hun er vokset op på Falster uden at kende den del af sit biologiske og kulturelle ophav, der er grønlandsk. Hun fortæller om at tage pænt tøj på, inden hun skal ned og pante. Om eksperimentbørnene, spiralsagen, kryolitminen i Ivittuut og tvangsfjernelse af børn af grønlandske forældre i Danmark.

For at nå deres ambition har PERSONA NON GRATA arrangeret forestillinger målrettet folkeskolens ældste klassetrin, gymnasiet og voksen-fritidsuddannelsen Folkeuniversitetet. Desuden har de, ud over de sædvanlige branchefolk og anmelderne, inviteret alle Arktis-ordførere og de relevante ministre i Folketinget til at komme og se forestillingen.

- Men der er noget med, at ministrene ikke må modtage gaver, fortæller Astrid Lindhardt.

I vil gerne sætte en dagsorden. Hvorfor gør I det med en teaterforestilling, og ikke for eksempel et debatindlæg?

- Fordi kunst kan være både intellektuelt, emotionelt og relationelt på en gang, siger Astrid Lindhardt.

Teatret er et fysisk rum. Derfor tror de i PERSONA NON GRATA på, at teatret kan få publikum til at flytte sig på en anden måde, end det, som politikere siger eller som journalisterne skriver, kan.

Også når det bliver ubehageligt.

- Det er ikke særligt tiltrækkende at undersøge noget, hvor man ret hurtigt kan konkludere, at vi som danskere har været de dumme eller onde. Det rykker ved vores selvbillede, siger Astrid Lindhardt.

På Blaagaard Teater er det Astrid Lindhardt, Mai Katsume og Mathilde Hyttel selv, der står på scenen. De er vennerne, som skal til Grønland - og forestillingen er bygget op om de 'opdagelser', som de gør sig. Undervejs slutter forestillingsleder Mattias Sauer sig til dem, og deler redningsveste ud.

Pilen peger også på dem. De københavnere, der sidder på en smart bar og drikker naturvin, imens de taler om den kolonialisme, som de har læst om i en bog.

- Mange tænker sikkert, at nu skal de ind og se noget om deres onkel eller Rasmus Jarlov. Men det, som de gerne skulle opdage, er, at det også handler om dem, siger Astrid Lindhardt.

Til slut i forestillingen trækker hun og de andre medlemmer af PERSONA NON GRATA deres latexmasker af. Så kan publikum se deres ansigter – og måske de også har set noget, som de genkender i sig selv.