Politi: Mand anholdt for at true med kniv

En mand i Nuussuaq er natten til lørdag anholdt for at have truet en anden person med en kniv.

Vagtcentralen i Grønlands Politi har haft en rolig weekend. Få sager om uro og gadeuorden i forbindelse med alkoholindtag er anmeldt.
Offentliggjort

En intern stridighed mellem personer udviklede sig til trusler med en kniv natten til lørdag.

Grønlands Politi måtte rykke ud til Nuussuaq og anholdte en mand omkring klokken 2.00 natten til lørdag.

Det fortæller vagtchef ved Grønlands Politi, Thomas Ottesen til Sermitsiaq.AG.

- Vi fik en anmeldelse om at en mand truer en person med en kniv. Manden er anholdt af politiet og sigtet i sagen. Jeg kan sige så meget, at det handler om en intern strid mellem personer, der har udviklet sig, fortæller Thomas Ottesen.

Ellers rolig weekend

Vagtchefen fortæller videre, at Grønlands Politi har haft en forholdsvis rolig weekend. Der har været enkelte sager med uro og gadeuorden i forbindelse med alkoholindtag henover weekenden. Men der er ikke sket nogen alvorlige hændelser, fortæller vagtchefen.

- Vi har rykket ud til uro og gadeuorden nogle gange, og har anholdt personer til afrusning. Men vi vurderer, at weekenden indtil videre har været roligere end normalt, siger han.

Powered by Labrador CMS