journalistik

Opråb fra journalist: Journalistikken er i fare

Journalist Irene Jeppson er stærkt bekymret over den grønlandske journalistiks sundhedstilstand og retter en direkte kritik mod public servicestationen KNR, der erkender brist i sin organisation i forbindelse med en tv-udsendelse.

'ip pisortaanerata Karl-Hendrik Simonsenip utoqqatsissutigaa, aallakaatitap KNR'ip maleruaqqusaannut naammassinnissimannginnera. KNR
Offentliggjort

I et læserbrev, som Irene Jeppson har sendt til Sermitsiaq.AG, mener hun, at ”journalistikken er i fare” og ”journalistikken i Grønland er røget ud på et sidespor”.

Er bekymret

Det bekymrer og undrer hende, at der ikke var nok ansøgere til journalistuddannelsen, der havde kursusstart den 1. september i år, hvorfor uddannelsen tidligst gennemfører uddannelsen med et nyt hold til næste år.

- Hvor er samfundets vagthunde? Hvor er ambitionerne om at gøre en forskel i det grønlandske mediebillede?, spørger hun i læserbrevet og henviser til KNR, der ifølge Irene Jeppson har ansat personer, der har tv- eller radiotække.

- Disse personer, der er ”taget fra gaden”, får lov til at lave debatprogrammer, ungdomsudsendelser med mere. De fleste emner, der bliver taget op til debat, er spændende og samfundsvigtige, understreger hun, men advarer samtidig:

Ensidig journalistik

- Problemet er dog den ensidige journalistik eller manglende kritiske journalistik. Det er så uprofessionelt og ødelæggende for journalistikken, fastslår læserbrevsskribenten

Læs hele læserbrevet: Hvor er ambitionerne

Irene Jeppson henviser til programmet Mudi Kramer Berthelsens ”Mudi tv”, hvor problemet efter Irene Jeppsons mening er, at ”gæsterne får lov til at ytre sig uden at få modspil”, og hun henviser i øvrigt til god presseskik eller manglen på samme i KNR.

Beklager brist i program

KNR-direktør Karl-Henrik Simonsen siger til Sermitsiaq.AG at de presseetiske regler og presseetik er de vigtigste elementer i journalistiske produktioner og debatprogrammer, og ”vi sætter en ære i at levere korrekt information til vores seere, lyttere og brugere”.

- Derfor er det også med største beklagelse, at vi torsdag den 12. oktober 2017 sendte et TV-program, som ikke lever op til de ønskede standarder, og nævnte program er ikke designet til at skulle være et debatprogram. Dette skyldtes ene og alene en brist i interne procedurer og retningslinjer, forklarer Karl-Henrik Simonsen, der oplyser, at redaktionen efterfølgende har strammet op på de interne procedurer og retningslinjer.

KNR-direktøren påpeger, at man primært ansætter uddannede journalister, specielt til programmer af journalistisk karakter, ligesom debatprogrammer er bemandet med journalistisk uddannet personale og redaktioner.

Mangel på grønlandsksprogede journalister

Karl-Henrik Simonsen konstaterer, at der er mangel på grønlandsksprogede og uddannede journalister.

- Der er mange journalister i landet, men KNR har svært ved at konkurrere med private og offentlige institutioner, som ansætter journalister som kommunikationsmedarbejdere til en anden løn og ansættelsesvilkår end den overenskomst KNR er bundet af, understreger han.

Powered by Labrador CMS