Opfordring: Indgår i en dialog med sygeplejerskerne

Demokraatits Anna Wangenheim opfordrer på det kraftigste Naalakkersuisut til at indgå en dialog med sygeplejerskerne for at løse udfordringer, der kommer i bølger under coronapandemien.

Offentliggjort

Det er ikke nok at takke for sygeplejerskernes indsats. Naalakkersuisut bør indgå i en dialog med sygeplejerskerne for at løse problemer, der er opstået under bekæmpelsen af coronapandemien i landet.

Det mener Demokraatits Anna Wangenheim der i en pressemeddelelse opfordrer Naalakkersuisut til at træde i karakter og rede trådene ud mellem sygeplejersker og sundhedsledelsen.

Sygeplejerskernes fagforening har revset sundhedsledelsen og Naalakkersuisuts coronahåndtering og mener, at coronaen bruges som undskyldning til, at hele håndteringen sejler i sundhedsvæsenet.

-Vi er midt i en pandemi. En ekstraordinær situation, som kræver en ekstraordinær indsats i forhold til at sikre et ordentligt fundament for vores medarbejdere i Sundhedsvæsenet. Det burde være logisk, at man som ansvarshavende på området sikrer sig, at man har nogle medarbejdere, der kan levere sundhedsydelser på højde med det loven foreskriver, skriver Anna Wangenheim (D) og påpeger, at det er ledelsens ansvar at sikre sundhedsydelser.

Konfliktmægling vigtig

Anna Wangenheim mener, at det er af akut karakter, at Naalakkersuisoq for sundhed går i dialog med sundhedsledelsen og sygeplejerskernes fagforening til en slags konfliktmægling.

- Der bør være villighed til at finde ekstra midler til sundhedspersonalet på coronakontoen, da der er tale om ekstraordinære foranstaltninger, der er relateret til netop Corona. Det vil kunne betale sig, og pengene kan findes ved en reduktion af den administrative håndtering. Der burde ikke være lovmæssige hindringer for at udvise interesse i at gå i dialog og nedskalere konflikten, lyder det fra hende.

Hun efterlyser endvidere en opbygning af frivillige, og muligheden for at sundhedsvæsenet indgår partnerskab med virksomheder, så der kan være frivillige indenfor coronabekæmpelsen.

- Det berører alle sektorer og virksomheder i Grønland at epidemien er så udbredt. Der er interesse for at arbejde sammen. Naalakkersuisut bør gribe muligheden.

Departementet for sundhed henviser til, at Naalakkersuisoq for erhverv Pele Broberg, har under et pressemøde den 21. februar, at hverken sundhedsledelsen eller PK har rettet henvendelse til Naalakkersuisut.

Powered by Labrador CMS