Endelig: Nye regler for ATV-kørsel sendt i høring

Nye regler, som er sendt i høring, skal fjerne kravet til at have kørekort til bil for at køre en ATV i visse områder.

De nye regler skal gøre det muligt at betjene ATV'er og UTV'er uden kørekort uden for de større byer.
Offentliggjort

Det har i årevis været på den politiske dagsorden at få fjernet kravet om, at man skal have kørekort til bil for at betjene en ATV i bygderne. 

De fire- og trehjulede køretøjer er populære og praktiske til en lang række formål i bygderne, og derfor er reglerne til gene og besvær for borgerne, da der typisk ikke er mulighed for at tage kørekort, hvor de bor.

HER VIL KRAV OM KØREKORT STADIG GÆLDE

En lovændring i Færdselsloven fjerner krav om besiddelse af kørekort for kørsel med bil på tre hjul og bil på fire hjul, hvis den firehjulede bils masse i køreklar stand ikke overstiger henholdsvis 450 kg til personbefordring og 600 kg til godstransport, hvilket i praksis omfatter den type køretøjer, som normalvis kaldes ATV henholdsvis UTV.

Ifølge de nye regler vil der fortsat være krav om kørekort til betjening af en ATV i byerne: 

Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq, Paamiut, Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut, Aasiaat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Ilulissat, Uummannaq, Upernavik og Tasiilaq.

Kilde: Færdselsstyrelsens høringsmateriale

Sidste år blev Naalakkersuisut orienteret om, at Rigsmyndighederne arbejdede på nye regler, og nu er de nye regler omsider klar og sendt i høring. De nye regler bygger på en lovændring. 

Det er Færdselsstyrelsen i Danmark, der står bag høringen, da Færdselsloven er et dansk anliggende, og ændringer skal vedtages af Folketinget.

Ifølge de nye regler vil der fortsat være krav om kørekort til betjening af en ATV i en række byer (se faktaboks), mens kravet altså fjernes i de mindre bosteder:

Der står i høringsmaterialet, at kørekortkravet omfatter de nævnte byer med tilhørende vejnet.

– Dette betyder fx, at kørekortkravet også gælder på de vejstrækninger, der er forbundet til byerne, men som kan ligge uden for selve ”bykernen”. Vejstrækningen fra Nuuk by til Nuuk Lufthavn vil fx også være omfattet af kørekortkravet, skriver Færdselsstyrelsen.

Styrelsen nævner særskilt, at ATV-sporet mellem Sisimiut og Kangerlussuaq ikke omfattes af begrebet tilhørende vejnet til Sisimut, og dermed ikke er omfattet af kørekortkravet.

Bekendtgørelsen med de nye regler forventes at kunne træde i kraft den 1. januar 2027. De nye regler kan kun træde i kraft, hvis Folketinget får vedtaget de foreslåede ændringer.

Hele høringsmaterialet kan læses her.

Powered by Labrador CMS