Udbud af vandkraft forsinkes som følge af USA-aftale

Udbuddet af vandkraftpotentialerne Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua forsinkes.

Greenland Investment Group har sammen med Statkraft verificeret Tasersiaq vandkraftprojekt, som udnytter energien fra Tasersiaq-søen, der skaber grundlaget for at kunne producere 600.000 tons aluminium på en klimavenlige måde og være med til at beskæftige ca.1500 medarbejdere på en social inklusiv måde i velbetalte jobs.
Offentliggjort

Processen i forbindelse med udbuddet af vandkraftpotentialerne Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua forsinkes, oplyser Naalakkersuisut.

Planen var, at en prækvalifikation skulle starte i oktober 2026, men på grund af den indgåede forsvars- og sikkerhedsaftale mellem Grønland, Danmark og USA, er Selvstyret i gang med at "konsekvensrette udbudsmaterialet" efter den nye aftale.

– Dette betyder, at processen vedrørende prækvalifikation bliver forsinket i forhold til den oprindelige tidsplan. Departementet orienterer om en opdateret tidsplan snarest, skriver Departementet for Miljø, Natur, Energi og Forskning i en pressemeddelelse.

Aftalen med USA blev underskrevet 22. september i New York af formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), statsminister Mette Frederiksen og USA's præsident Donald Trump.

Departementet uddyber ikke, hvad det konkret er i aftalen med USA, som påvirker udbuddet af vandkraftpotentialerne.

Myndighederne har tidligere oplyst, at de to vandkraftpotentialer har potentiale til en energiproduktion på over 9.600 GWh årligt og bliver beskrevet som Grønlands største kendte vandkraftpotentialer. Naalakkersuisut har gennem de senere år arbejdet med at udvikle projekterne, og i 2024 oplyste departementet, at de var i dialog med omkring ti interesserede internationale selskaber om projekterne.

Powered by Labrador CMS