Ny lufthavn: 380 tons dynamit til sprængning af fjeld
Mængden af fjeld, der skal sprænges væk i forbindelse med anlæggelsen af den nye lufthavn i Nuuk, er kolossal. Der er imidlertid uenighed om, hvor meget fjeld der skal sprænges i stykker.
På et borgermøde tirsdag aften i Nuuk om VVM-redegørelsen for den kommende lufthavn blev det afsløret, at der er uenighed om, hvor meget fjeld der skal sprænges.
Hans Kristian Drejer fra Niras, der har lavet VVM-redegørelsen for Kalaallit Airports, oplyste, at der er tale om 5,4 millioner kubikmeter, som skal sprænges.
Andre tal fra Miljødepartementet
Miljødepartementet har for under en måned siden oplyst til Sermitsiaq.AG, at mængden er knap 20 procent større og lander på cirka 6,4 millioner kubikmeter.
En unøjagtighed, der undrede en borger.
Departementschef for miljø Mette Skarregaard Pedersen oplyser til Sermitsiaq.AG, at departementets tidligere udtalelse henholder sig til VVM-redegørelsens tabel 3.3., hvor man præcist angiver mængden af bortsprængt fjeld.
Departementet har på baggrund af borgermødet kontaktet bygherre, som forklarer, at tabel 3.3 også indeholder mængder af afgravning af løsjord.
- Det er på den baggrund aftalt med bygherre, at VVM-redegørelsen på netop dette punkt bliver opdateret, så det fremstår klart, hvad der skal bortsprænges, og hvad der skal afgraves, oplyser Mette Skarregaard Pedersen.
Én ting er sikkert: der er tale om kolossale mængder, som borgerne har svært ved at forholde sig til.
For hvad svarer 5,4 millioner kubikmeter fjeld så til?
Aviaaja Karlshøj Knudsen forklarer det på denne glimrende og illustrative måde.
- Mængden svarer til en fodboldbane, der når op i halvanden kilometers højde!
Lige noget for Dynamit-Harry
For overhovedet at klare den opgave skal entreprenøren have lidt af en krudttønde til rådighed, som med garanti ville have gjort Dynamit-Harry (Preben Kaas, red.) fra Olsen Banden-filmene yderst misundelig.
Det fremgik nemlig på borgermødet, at der skal anvendes 3.200 tons sprængstof og 380 tons dynamit.
De store mængder sprængstof udgør en forureningsfare, da der er tale om kvælstof, der er meget næringsholdigt.