nationaldragtskole
Nationaldragt Skolen sender syersker ud i ledighed
Nationaldragtskolen uddanner syerske til arbejdsløshed, for der er intet arbejde i Grønland til deres kvalifikationer
De har lært alt om at garve skind, sætte skind i tørreramme, fjerne hår fra skind, farve skind, tegne skitser til mønstre, klippe det ud og sy i skind og stof og lave tøj til hverdag og fest på to år i Nationaldragt Skolen i Sisimiut.
"For dårligt"
Men der er ingen arbejdspladser klar efter endt uddannelse. Det skriver avisen Sermitsiaq.
– Det er for dårligt, siger forstander Kirstine Berthelsen, der netop har færdiguddannet seks nye syerske til arbejdsløshed. Nu råber hun op for at få politikerne i Inatsisartut til at gøre noget.
– De må altså til at finde løsninger på problemet, siger hun. På syv år er der uddannet 32 syerske på Nationaldragt Skolen, ingen af dem bruger deres færdigheder i form af arbejde som syerske.
– De er nødt til at søge andre job end at være syerske, siger Kirstine Berthelsen og forklarer, at de ender med at sælge korsstingsbroderier og andre dele af nationaldragten på facebook eller på opslagstavler i byer, som et bijob.
Eksisterer på lige fod
– Skolen eksisterer på lige fod med andre branche uddannelser, men der er bare ingen arbejde at finde efter endt uddannelse, siger Kirstine Berthelsen.
Læs hele artiklen om problemerne med syerskerne i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til via linket herunder: