Naleraq efterlyser klare grønlandske krav

TV-seerne fulgte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt, som tog sig en tiltrængt smøgpause efter højspændte forhandlinger i Washington.

Forhandlinger, som endte med at skyde den største trussel mod kongeriget siden 2. Verdenskrig til hjørne i en highh level working group.

Siden har det været sparsomt med konkrete oplysninger.

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Múte B. Egede var da også kortfattet i sit svar til Sermitsiaq, da vi på mandagens pressemøde spurgte, om de igangværende forhandlinger i arbejdsgruppen omfatter en revision eller ligefrem en ophævelse af kapitel 11 i forsvarsaftalen af 1951. Det er dette kapitel, som fritager amerikanerne for miljøansvaret på sine forladte baser i Grønland.

– Vi forhandler ikke gennem pressen. Vi følger det diplomatiske spor, lød svaret.
Men det er formanden for Naleraq og næstformanden i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg i Inatsisartut Pele Broberg ikke tilfreds med.

– Inatsisartut vedtog allerede i 2023, at Naalakkersuisut skulle identificere konkrete dele af forsvarsaftalekomplekset, hvor Grønlands interesser burde styrkes. Jeg må i dag konstatere, at Naalakkersuisut virker bemærkelsesværdigt passive i en tid, hvor Grønland står mere centralt i de sikkerhedspolitiske diskussioner end på noget tidspunkt i nyere tid, siger Pele Broberg til Sermitsiaq.

– Fra dansk side hører vi gentagne gange, at dialogen med amerikanerne foregår som et bilateralt samarbejde mellem Danmark og USA. Samtidig ser vi forhandlinger og arbejdsgrupper, hvor det fortsat er kongeriget Danmark, der fremstår som den primære part. Det efterlader indtryk af et Naalakkersuisut, som er placeret på et sidespor i de mest centrale drøftelser om Grønlands fremtidige rolle. Det er ikke godt nok. Når der diskuteres amerikansk militær tilstedeværelse, forsvarsaftaler, investeringer, råstoffer, sikkerhedspolitik og miljøansvar i Grønland, burde Grønland ikke være tilskuer. Grønland burde være en aktiv og ligeværdig deltager ved bordet.

Forureneren betaler - selvfølgelig

Den umidelbare trussel mod Grønland synes at være drevet over, men kredsen omkring den amerikanske præsident kommer til stadig med nålestik mod den grønlandske befolkning; senest den særlige udsending Jeff Landry, der på nationaldagen hilste Grønland velkommen som USA’s 51. stat allerede til næste år.

LÆS OGSÅ

Grønland risikerer nye miljøbomber

Det er en ofte hørt vurdering, at det i en betændt situation er bedre at lade tiden gå i en arbejdsgruppe end at reagere på provokationer.

– Vil det ikke for Grønland være en bedre taktik at dukke nakken end at få USA på nakken?

– Jeg mener ikke, at valget står mellem at holde lav profil eller gå i konflikt med USA. Problemet er snarere, at Grønland i dag ikke ser ud til at have en tydelig stemme ved bordet. Hvis det er korrekt, at forsvarsaftalens artikel 11 kan medføre, at Grønland eller Danmark i fremtiden hænger på regningen for miljøoprydning efter amerikanske aktiviteter, så bør spørgsmålet naturligvis rejses i de igangværende forhandlinger. Princippet må være, at den, der forurener, også tager ansvar for oprydningen.

Aftalen om dansk oprydning på de amerikanske baser i Grønland blev underskrevet i 2018.
– Derfor burde Naalakkersuisut allerede for flere år siden have fremlagt en klar grønlandsk strategi for, hvordan dette miljøspørgsmål skal håndteres i fremtiden, siger Pele Broberg.

Kom frit frem

Men Pele Broberg stopper ikke her.

– Det centrale spørgsmål for mig er faktisk endnu større end ansvaret for oprydning. Jeg savner, at naalakkersuisut overhovedet fremlægger, hvilke konkrete grønlandske krav man ønsker opfyldt i forbindelse med den igangværende modernisering af samarbejdet med USA. Miljøansvar kunne være ét af dem. Grønlandsk medbestemmelse kunne være et andet. Lokale økonomiske gevinster, uddannelse, arbejdspladser og respekt for det grønlandske folks ønsker kunne være andre. Derfor mener jeg ikke, at Grønland skal holde lav profil. Tværtimod bør Grønland aktivt fremsætte sine egne krav og interesser. Men jeg mener heller ikke, at formålet blot skal være at ændre en enkelt bestemmelse i en aftale fra 1951.

– Formålet må være at sikre, at Grønland ikke længere blot er et geografisk område, som andre stater forhandler om, men en reel og ligeværdig part, når der træffes beslutninger om vores land. Når Danmark beskriver forholdet til USA som et bilateralt samarbejde mellem Danmark og USA, mens Grønland fortsat står uden for de centrale forhandlinger om forhold, der vedrører vores eget land, så er spørgsmålet ikke længere, om Grønland har fået mere indflydelse.

– Spørgsmålet er, hvorfor Naalakkersuisut accepterer, at vi ikke har fået det. Og det er efter min opfattelse det spørgsmål, som naalakkersuisut skylder det grønlandske folk et svar på, siger Pele Broberg.