Fem lovforslag inden for justitsområdet, der har været behandlet i Inatsisartut, og som har til formål at ajourføre og opdatere lovgivningen, blev torsdag behandlet i Folketingsalen.
Fem lovforslag omhandlende justitsområdet i Grønland var torsdag på dagsordenen i Folketinget.Foto: Trine Juncher Jørgensen
”Det er afgørende, at lovgivningen på retsområdet er tidssvarende og af god kvalitet. Det gælder ikke mindst på retsplejeloven. Der lægger et stort arbejde bag udarbejdelse af både retsplejeloven og kriminalloven for Grønland, og det er helt centralt for mig, at det opdateres", sagde justitsminister Nicolaj Wammen (S) i forbindelse med behandlingen af de fem lovforslag L 23, L 24, L 25, L 26 og L 27, der torsdag blev behandlet i Folketingssalen.
De fem lovforslag har tidligere været behandlet og er godkendt medlemmerne i Inatsisartut. Og flere af ordførerne påpegede da også, at det var afgørende vigtigt for deres tilslutning til lovforslagene, at der var opbakning fra grønlandsk side.
Tidssvarende lovgivning
Lovforslagene handler primært om ajourføring, forenkling og ændringer i lovgivningen på både kriminal- og retsplejeområdet, så loven bliver mere tidssvarende og af god kvalitet i Grønland.
De to medlemmer af Folketinget Qarsoq Høegh-Dam (Naleraq) og Naaja H. Nathanielsen (IA) var på plads i Folketingssalen, da de fem lovforslag omhandlende justitsområdet i Grønland, blev behandlet torsdag.Foto: Trine Juncher Jørgensen
Lovforslag 23 medfører at kompetencerne til at træffe afgørelser om udlevering til og fra Grønland overgår fra justitsministeren til retten. Forslaget skal desuden modernisere reglerne om udlevering af personer til og fra Grønland og indfører bl.a. en forenklet procedure for udlevering fra Grønland til lande i Norden eller i EU.
Forslaget indfører den nødvendige lovgivning for, at nordisk arrestordre samt konventionen om beskyttelse af alle personer mod tvangsforsvinding vil kunne få gyldighed i Grønland.
Annonce
Regelforenklinger og præciseringer
L 24 er et forslag til ændring af retsplejeloven, der blandt andet muliggør fjernkommunikation ved retsmøder om tvangsindgreb, forenklet fremgangsmåde for indhentelse af beslutning om telefonaflytning og teleoplysning og øvrig ajourføring.
L 25 omhandler en effektivisering af domstolenes arbejde og bidrage til kortere sagsbehandlingstider. Det indebærer bl.a. regelforenklinger og præciseringer, herunder vedrørende regler om beskikkelse, og en forlængelse fra 3 til 4 måneder af fristen for at omgøre påtaleopgivelse og tiltalefrafald.
Krænkende materiale og våbenlov
L 26 omhandler en kriminalisering af chikane af offentligt ansatte og menneskeudnyttelse, styrket indsats mod seksuelt krænkende materiale, skærpende omstændigheder ved foranstaltningens fastsættelse, anbringelse af drabsdømte i lukket afdeling m.v.
Forslaget indebærer blandt andet en aldersgrænse på 15 år for bl.a. at erhverve, besidde, bære og anvende skydevåben og ammunition.
Børn under 15 år kan dog fortsat bære og anvende skydevåben i forbindelse med jagt og skydning, hvis de ledsages af en voksen med gyldigt jagtbevis. For 12-14-årige kræves desuden et gyldigt fritidsjagtbevis. Der indføres desuden krav om, at våben skal opbevares forsvarligt og utilgængeligt for uvedkommende. Formålet er bl.a. at forebygge vådeskudsulykker og gøre det vanskeligere at anvende skydevåben i affekt.
Alle lovforslagene mødte opbakning fra partierne i Folketinget, og blev herefter henvist til Grønlandsudvalget.