Næstformanden bakker op om Erik Jensens udflytningsplaner
Borgmesterkandidat i Kommuneqarfik Sermersooq og næstformand i Siumut, Inga Dora Markussen, applauderer en debat om at flytte arbejdspladser fra Nuuk til kysten. Men hun understreger, at arbejdspladser alene ikke gør en forskel.
Der kan godt være en idé i at flytte nogle af de offentlige arbejdspladser ud af hovedstaden og skabe nogle kraftcentre i de forskellige regioner i landet. Det mener Inga-Dora Markussen (S) om Siumut formand Erik Jensens udmelding om at flytte dele af centraladministrationen væk fra Nuuk.
- Jeg er ikke så bekymret for Nuuk. Der er naturlig udvikling og urbanisering, ligesom i resten af verden. Men vi kan ikke være døve for det suk, vi hører fra befolkningen på kysten med ønsket om udvikling og arbejdspladser. Det er nødvendigt for at holde byerne aktive og attraktive for unge at komme tilbage til, når de har taget deres uddannelser, siger hun.
Muligheder kræver mennesker
Men hvis man overhovedet skal have succes med at flytte arbejdspladser, så skal man også sætte ind på andre områder. Ellers bliver rekrutteringen nærmest umulig, påpeger hun.
- At skabe muligheder kræver mennesker. Det slog mig, da jeg flyttede tilbage til Sydgrønland i 2012. Der var så mange, der var flyttet, at byerne var gået i stå, siger hun.
Når ressourcestærke mennesker forlader en by, så forsvinder ikke bare en del af arbejdsstyrken men i høj grad også de mennesker, som løfter foreningsliv og frivillige aktiviteter, som gør byen til et attraktiv sted at bo, mener Inga Dora Markussen.
Der kommer til at mangler flere boliger
Borgmesterkandidaten har også en anden bekymring, hvis ikke man fordeler nogle af de administrative arbejdspladser lidt ud over landet.
- Vi har jo i forvejen en kæmpe udfordring med boligsituationen i Nuuk. Jeg tror kun, den bliver værre, når den nye lufthavn står klar.
Derfor er Inga Dora Markussen klar til at se på, hvilke områder der kan flyttes ud af hovedstaden.
- Det kunne for eksempel være landbrugsadministration ned til Sydgrønland eller gældsinddrivelse et sted på kysten.
- Lad os tage en åben debat om det i stedet for at gå i forsvarsposition, når nogen nævner muligheden, slutter hun.