Morgenprognoser viser klar mulighed for varmerekord i Danmark onsdag

Den højeste temperatur nogensinde målt i Danmark er 36,4 grader. Den kan blive slået onsdag ifølge DMI.

Offentliggjort

Det er "klart en mulighed", at den danske varmerekord bliver slået onsdag.

Det viser de seneste prognoser onsdag morgen ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Den kan blive slået. Det er muligt, siger vagthavende meteorolog Anna Christiansson.

Indtil nu er den højeste temperatur nogensinde målt i Danmark 36,4 grader i Holstebro. Det var i august 1975.

Og hvis den bliver slået onsdag, så vil den igen blive sat i Jylland.

- Det ser ud, som om at vi kan komme op på 35-36 grader i Jylland. Ved den sydligste del og vestligste del af Jylland er der en stribe, hvor vi får de varmeste temperaturer.

- Det er der, hvor luften bevæger sig ned fra Tyskland, siger meteorolog Anna Christiansson.

Det er formentlig omkring klokken 15, at varmen vil toppe og en eventuel rekord kan blive sat.

Men der er kun et skud i bøssen for en rekord i denne omgang. De næste dage venter nemlig køligere temperaturer.

- Det skal være i dag. Derefter kommer der køligere luft, som kommer ind vestfra, siger Anna Christiansson.

DMI vurderede tirsdag, at rekorden kan blive slået i en lille sønderjysk landsby.

- Et bud på den nye trofæholder kan være Store Jyndevad i Sønderjylland, hvor vinden kommer op fra Tyskland.

- Store Jyndevad ligger nemlig lige i skudlinjen, når sydøstenvinden sender den massive varme fra det europæiske kontinent op mod Danmark, skrev DMI på sin hjemmeside.

Det meteorologiske institut har en officiel målestation i Store Jyndevad, som ligger lige ved den dansk-tyske grænse.

Onsdag tyder det generelt på tørt og solrigt vejr i hele landet med over 25 grader.

Powered by Labrador CMS