Ministerium i svar til Doris: Ser gerne flere grønlændere i Forsvaret

Politikeren Doris J. Jensen mener, at der bør være flere grønlændere i Slædepatruljen Sirius. Forsvarsministeriet ser gerne flere grønlændere i Forsvaret, hvorfra de kan søge optagelse til patruljen.

Forsvarsministeriet henviser i sit svar til, at optagelse til uddannelsen som patruljefører hos Slædepatruljen Sirius kræver, at man blandt andet også gennemfører en forberedende uddannelse i Forsvaret eller hos Beredskabsstyrelsen. Slædepatruljen Sirius hører under Arktisk Kommando, som har sit hovedkvarter i Nuuk.
Offentliggjort

I forbindelse med at en dokumentar om Slædepatruljen Sirius i øjeblikket kan ses på DR, har politikeren Doris J. Jensen udtalt, at patruljen bør have deltagelse af grønlændere.

Hun henviser blandt andet til, hvordan inuit i Canada er involveret i Canada Rangers, der også er en militær enhed.

LÆS OGSÅ: Politiker: Siriuspatruljen bør have fast deltagelse af grønlændere

Som svar på Doris J. Jensens forslag lyder det fra Forsvarsministeriet i Danmark, at man generelt gerne ser flere grønlændere i trøjen:

- Forsvaret ser meget gerne, at flere grønlændere deltager i Forsvarets opgaveløsning, skriver ministeriet, der henviser til, at der er en ny uddannelse på vej, som kan bidrage til at få flere grønlændere i militæret:

Henviser til optagelseskrav

- Forsvarsministeriet oplyser, at Forsvaret, i samarbejde med grønlandske myndigheder, er ved at etablere en Arktis basisuddannelse i Grønland, der kan give adgang til andre uddannelser i Forsvaret, står der i svaret.

Her henviser ministeriet til arbejdet med den Arktiske Kapacitetspakke, hvori det ligger, at der skal oprettes en militær/beredskabsuddannelse her i landet.

Med hensyn til spørgsmålet om flere grønlændere i Slædepatruljen Sirius henviser ministeriet til optagelseskravene til patruljen:

- Optagelse til uddannelsen som patruljefører hos Slædepatruljen Sirius kræver, at man - udover Arktis basisuddannelse - blandt andet også gennemfører en forberedende uddannelse i Forsvaret eller hos Beredskabsstyrelsen, lyder det fra ministeriet, der ikke ønsker at uddybe sit svar yderligere.

Længere debat om værnepligt

Udover at have de rette uddannelser skal ansøgere til Slædepatruljen også igennem nogle optagelsesprøver, der tester kandidaternes styrke og udholdenhed samt samarbejdsevner.

Netop grønlandske unges adgang til Forsvaret har været til debat gennem en længere periode, efter at Naalakkersuisut i 2021 bad Forsvaret om at stoppe med at gennemføre afprøvninger til værnepligt her i landet.

Efter at Siumut og Inuit Ataqatigiit har dannet koalition, har Naalakkersuisut anmodet den danske regering om at genindføre værnepligtsafprøvning i Grønland.

Powered by Labrador CMS