Mindesten i Sisimiut udsat for hærværk

En mindesten for Jørgen C. F. Olsen i Sisimiut er blevet spraymalet, oplyser politiet.

Offentliggjort

Obs: Det fremgik tidligere af artiklen, at Jørgen C. F. Olsen var den første valgte formand for Grønlands Landsråd. Det er ikke korrekt og er nu fjernet.

Endnu en statue er blevet udsat for hærværk.

Denne gang er det gået ud over en mindesten i Sisimiut for Jørgen C. F. Olsen. Mindestenen er blevet malet på med spraymaling, og i den forbindelse modtog politiet en anmeldelse natten til lørdag:

- Der kom en anmeldelse i nat kl. 02 fra en borger i Sisimiut, som fra sit hjem kunne se en person stå ved mindestatuen, fortæller vagtchef Aqqaluk Petersen og fortsætter:

- Politiet kørte derud, og de mødte en mand, som var i gang med at fjerne malingen på statuen, fordi han mente, at det var synd, at der var blevet malet på statuen.

Politiet kan ikke sige præcist, hvornår hærværket mod statuen har fundet sted. Men ifølge politiets oplysninger skulle det være sket før episoden natten til lørdag.

Efterlyser vidner

Politiet har endnu ikke fået fat i en gerningsmand, og derfor efterlyser man vidner i sagen.

Hvis man har oplysninger om hærværket mod mindestenen for Jørgen C. F. Olsen, kan man ringe til politiet på 70 14 48.

Jørgen C. F. Olsen er blevet betegnet som én af idémændene bag det senere hjemmestyre.

Han døde i 1985.

Natten til 21. juni blev en statue i Nuuk af missionæren Hans Egede overhældt med rød maling.

Powered by Labrador CMS