Martha Abelsen siger farvel til kommunalbestyrelse

Martha Abelsen fraflytter Kommuneqarfik Sermersooq, efter at hun er blevet socialchef i Kommune Kujalleq.

Martha Abelsen har søgt om at udtræde permanent af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.
Offentliggjort

På onsdagens kommunalbestyrelsesmøde i Kommuneqarfik Sermersooq skal politikerne sige farvel til Martha Abelsen (S), der har søgt om permanent udtrædelse af kommunalbestyrelsen, fordi hun fraflytter kommunen.

Tilbage i slutningen af maj kunne Kommune Kujalleq fortælle, at kommunen havde sikret sig den rutinerede Martha Abelsen til stillingen som socialchef.

Martha Abelsen har tidligere både været naalakkersuisoq for socialområdet samt departementschef i samme departement.

Ved kommunalvalget sidste år var Martha Abelsen førsteudfordrer til borgmesterposten i valgkampen mod den siddende borgmester Avaaraq S. Olsen (IA).

Martha Abelsen blev den store stemmesluger i Kommuneqarfik Sermersooq med 713 personlige stemmer. IA fik dog flere stemmer end Siumut som parti og endte i sidste ende med at løbe med borgmesterposten.

Kommunalbestyrelsen i hovedstadskommunen skal formelt godkende Martha Abelsens udtræden, hvilket forvaltningen indstiller til.

I stedet overtager suppleanten Angutimmarik Hansen (S) Abelsens plads i kommunalbestyrelsen.

Martha Abelsen tiltræder sin nye stilling 1. juli.

Powered by Labrador CMS