Mand tiltalt for brandstiftelse

En mand skal for retten i Kommuneqarfik Sermersooq onsdag i næste uge, anklaget for blandt andet brandstiftelse på en adresse i Nuuk.

Offentliggjort

Hærværk ved knuste ruder og ildspåsættelse af en sofa, hvorefter stedet er forladt.

De er nogle af forholdene, som en mand er tiltalt for af anklagemyndigheden. Vedkommende skal for retten i Sermersooq kredsret onsdag i næste uge.

De to nævnte forhold skete den 31. december 2020, og i tiltalen vurderes det, at personen har udsat andre personers liv for fare.

- Ved den 31. december 2020 ca. klokken 6.30, at have forvoldt ildebrand i lejlighed (…) hvor han måtte indse, at han udsatte beboere i ejendommens øvrige lejligheders liv for fare, idet tiltalte satte ild til sin sofa og umiddelbart herefter forlod lejligheden, lyder anklagen.

Ifølge anklageskriftet spredte ilden sig til vægge, og der opstod kraftig røgudvikling før ilden døde hen af sig selv på grund af iltmangel. Det er stadig endnu ikke endeligt opgjort, hvor meget skaderne vil koste ejendommens ejere.

Spirituskørsel

Manden er også anklaget for at have udøvet hærværk på en anden adresse før ildspåsættelsen. Efter hærværk skulle personen angiveligt have kørt bil i beruset tilstand, for herefter at have påkørt en bil, der holdt parkeret på en adresse, og køre væk fra stedet uden af melde skaden til politiet.

Endvidere er han tiltalt for to forhold om vold.

To år i anstalt

Anklagemyndigheden påstår flere foranstaltninger på grund af de fem forhold, som manden er tiltalt for.

Det kræver anklagemyndigheden:

  • Anbringelse i anstalt i 2 år
  • Tillægsbøde på 13.623 kroner
  • Frakendelse af kørekort i tre år
  • Konfiskation af lighter

Anklagemyndigheden nedlægger også på vegne af et forsikringsselskab en påstand om erstatning på 23.272,37 kroner. Der tages forbehold for påstand om yderligere erstatning. Samtidig nedlægges der en påstand om erstatning på 11.619 kroner på vegne af ejendomsselskabet, hvor der også er forbehold for et større krav om erstatning.

Sagen skal for retten den 14. april.

Powered by Labrador CMS