Ligeværdighed er den eneste vej frem, hvis vi skal fortsætte sammen

Debatten om forholdet mellem Grønland og Danmark blusser jævnligt op. 

Når det samlede danske bidrag på 5,5 milliarder kroner til bloktilskud, forsvar og politi nævnes, lyder det som en svimlende udskrivning. 

Men fordeler vi det ud på de enkelte danske familier, lander regningen på omkring 160 kroner om måneden, prisen for to kopper café-latte og et stykke kage i København.

For de kaffepenge har Danmark historisk sikret sig adgang til enorme værdier. Men trods århundreders politisk samhørighed har vi mennesker imellem aldrig rigtigt forstået hinanden. Det er tid til en dyb ransagelse.

Det grønlandske folk har en særlig, legitim ret til dette land. Ikke på grund af abstrakte juridiske konstruktioner, men fordi vi bor her, lever her og skaber en hverdag langs hele kysten, fra Siorapaluk til Ittoqqortoormiit. Fangstmuligheder, hjem og familie skaber det tilhørsforhold, der giver os en uomtvistelig ret over landets fremtid.

Geografiens rå virkelighed

Vores udfordringer kan ikke forstås gennem teorier om små, åbne markedsøkonomier. Grønland er formet af enorme afstande, klima og isolation. 

At bosætte sig i Arktis er ikke et resultat af markedskræfter, men et politisk valg. Hvis Grønland skal være et moderne samfund, kræver det vedvarende, strukturel omfordeling, uanset hvilket flag der vejer over landet.

Vores spredte befolkning kaldes ofte en økonomisk svaghed. Men den er vores største geopolitiske styrke: Det er den levende befolkning, der hævder og sikrer territoriet. Havde vi ikke boet her, havde stormagterne for længst taget over.

Hvem ejer værdien?

Historisk blev vores rigdomme, herunder kryolitten og svimlende 11 millioner tons torsk udnyttet udefra. I 1930'erne var Grønland et fattigt land uden el eller biler, og befolkningstallet rundede kun 20.000 i 1950. 

Mens Københavns Universitet har uddannet specialister siden 1400-tallet, fik grønlændere reelt først adgang til højere uddannelser efter 1954. 

Til sammenligning blev Mahatma Gandhi jurist i 1890’erne, og en afrikaner blev læge fra et universitet i Skotland i 1870'erne.

Uden en kritisk masse af egne økonomer, jurister og ingeniører var vi udelukket fra at styre ressourcerne. Vi udførte det hårde arbejde med at fange fisken, men alt det, der reelt skabte den store kapital, lå uden for Grønland. 

Det var skibene, dieselolien, havnene, skibsværfterne, bankerne, kreditterne, forsikringerne, emballagen og selve eksportleddet, der kontrollerede pengestrømmen.

Uddannelsesniveau bestemmer nemlig, om du ejer ressourcen eller om du bare trækker den op af vandet. 

Udnyttelsen af det grønlandske råstofboom genererede efter et konservativt estimat på flere tusind milliarder kroner i samfundsøkonomisk gevinst for Danmark og resten af Norden, som smurte hjulene under efterkrigstidens store velfærdsboom.

Vejen mod et nyt fællesskab

I dag yder Grønland et massivt modbidrag i form af arktisk suverænitet, global stormagtsstatus og en ubetalelig aktie i fremtidens strategiske sejlruter og kritiske mineraler.

Som folketingsmedlem Naaja Nathanielsen har luftet, er det på tide at forny fællesskabet, så Grønland anerkendes som en aktiv, bidragende partner, ikke en passiv udgift for den danske statskasse. 

Selvstyreloven er forældet, og måske endda i strid med FN's menneskerettigheder. Vi bør i stedet kaste blikket mod Schweiz og rekonstruere rigsfællesskabet som et ægte føderalt forbund med hver sin grundlov og fuldt, reelt ligeværd.

Kun gennem en sådan sand ligeværdighed kan vi forstå hinanden som partnere og fortsætte sammen, i de næste årtier, og måske altid.