Mette F. kalder forsoningskommission i spiralsag for en god idé
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil nu læse to rapporter om spiralsagen "med stor interesse".
I september 2025 gav statsminister Mette Frederiksen (S) en officiel undskyldning i spiralsagen ved et arrangement i Nuuk. (Arkivfoto).
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen (Soc) siger i en skriftlig udtalelse, at den danske regering nu "vil læse rapporterne med stor interesse" om spiralsagen.
De to rapporter om sagen er blevet offentliggjort fredag eftermiddag af den grønlandske regering, Naalakkersuisut.
- Den politiske proces vil vi håndtere sammen med Naalakkersuisut. Det vigtigste for mig er, at vi finder den rigtige vej sammen, siger Mette Frederiksen i udtalelsen.
Hun hæfter sig ved, at Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, på et pressemøde fredag har foreslået en forsoningskommission i et samarbejde mellem Grønland og Danmark.
- Det synes jeg er en god idé. En forsoningskommission giver os mulighed for at kigge tilbage på mørket i vores fælles historie og forholde os kritisk til den og anerkende den smerte, den kan have forvoldt, siger Mette Frederiksen.
Videre mener hun, at en sådan kommission kan "bibringe os forståelse af fortidens mørke kapitler og derved vise os vej til forsoning".
De to rapporter, udarbejdet af internationale og danske forskere, har blandt andet undersøgt, hvorvidt der i spiralsagen har været tale om et folkedrab.
Spiralsagen handler om piger og kvinder, der uden deres viden og samtykke fik opsat spiral af den danske stat fra 1960-1991. Efter at Grønland hjemtog sundhedsområdet i 1992, fortsatte praksis i en periode.
En udredning fra 2025 viste, at mindst 4070 grønlandske kvinder ved udgangen af 1970 på den måde havde fået opsat spiral.
Den ene rapport slår fast, at der ikke var tale om et folkedrab, mens den anden rapport skriver, at "en endelig afgørelse om spørgsmålet om folkedrab er fortsat kompleks og kan kun træffes af en domstol med jurisdiktion, autoritet og ressourcer til at indkalde og gennemgå alle tilgængelige beviser".
På pressemødet sagde Jens-Frederik Nielsen, at det ikke er op til den grønlandske regering at vurdere.
I 2025 sagde statsminister Mette Frederiksen (S) og Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, undskyld i sagen på vegne af Danmark og Grønland.
Folketinget vedtog torsdag en godtgørelse på 300.000 kroner til de berørte grønlandske kvinder.
- Jeg ved godt, at hverken undskyldning eller godtgørelse kan erstatte den smerte og uretfærdighed, som er forvoldt grønlandske piger og kvinder, siger Mette Frederiksen også i udtalelsen.
RITZAU