Siumut og Naleraq melder ud om spiralrapporter: Danmark må stilles til ansvar
Siumut ønsker den danske stat stillet for en international domstol i spiralsagen. Naleraq er også klar til et sådant skridt, hvis Danmark ikke vil påtage sig ansvaret.
Siumut med partiformand i Aleqa Hammond i spidsen mener, at den danske stat bør indbringes for en international domstol.Foto: Oscar Scott Carl
Naalakkersuisut har fredag offentliggjort ekspertrapporterne om spiralsagen, og de to oppositionspartier Naleraq og Siumut er begge kommet med deres reaktioner.
Siumut mener, at den danske stat bør indbringes for en international domstol.
Partiformand Aleqa Hammond understreger, at sagen handler om kvinder og piger, som havde drømme om at stifte deres egen familie, men som blev udsat for indgreb uden selv at have mulighed for at bestemme over deres egen krop, deres eget liv og deres egen fremtid.
– Det, der er sket i vores historie, har ramt os alle som folk, siger Aleqa Hammond i en pressemeddelelse.
Hun roser, at Folketinget har vedtaget en kompensationsordning til de ramte piger og kvinder, men hun mener ikke, at Grønland skal acceptere, at det er enden på sagen.
Annonce
Hun nævner også en række andre sager som blandt andet sagen om de juridisk faderløse, den tvungne flytning af befolkningen i Avanersuaq samt omfattende forurening fra den amerikanske militære tilstedeværelse, som blev tilladt af Danmark.
– Siumut mener derfor, at vi ikke politisk bør konkludere, hvorvidt staten Danmark har handlet med det formål at udslette det grønlandske folk. Det er et juridisk spørgsmål, som bør vurderes af en kompetent og uafhængig international domstol. Det er samtidig et spørgsmål, som alle partier i Inatsisartut bør stå sammen om, skriver Aleqa Hammond.
Naleraq: Rapporter rejser spørgsmålet om den danske stats menneskeretlige ansvar
Lignende toner kommer fra Naleraq og partiformand Pele Broberg.
Naleraq mener, at en bindende dom om Danmarks statsansvar efter folkedrabskonventionen må træffes af FN’s Internationale Domstol, ICJ.
– Naleraq vil respektere enhver dom fra ICJ – uanset udfaldet, skriver partiet i en pressemeddelelse.
Naleraq fremhæver, at medmindre Danmark selv anerkender, at konventionen blev overtrådt, kræver en prøvelse, at en anden stat indbringer sagen. Kalaallit Nunaat kan ikke selv gøre det, fordi vi endnu ikke er en stat, skriver partiet og formand Pele Broberg udtaler:
– Naalakkersuisut har brugt mere end ni millioner kroner på rejser og internationale relationer. Nu må vi se, om relationerne også har skabt venner, som er villige til at medvirke til, at sagen bliver prøvet, siger Pele Broberg.
Spiralsagen må ikke reduceres til isolerede enkeltsager mellem en læge og en patient, lyder det fra Naleraq-formand Pele Broberg: – Vi gør ikke kvinderne mindre ved også at se det folk, de tilhører. Respekten for den enkelte må ikke bruges til at gøre det samlede mønster eller den danske stats ansvar usynligt, siger han.Foto: Oscar Scott Carl