Var det folkedrab? Officiel ekspertgruppe svarer hverken ja eller nej

Foregik der et folkedrab i Grønland, da et ukendt antal piger og kvinder fra 1960'erne og frem fik opsat spiraler uden samtykke? Fredag formiddag har vi fået forskellige udlægninger af det spørgsmål. 

LÆS OGSÅ

Var det folkedrab? Klart nej, siger udbryderne fra ekspertgruppen

Naalakkersuisut har nemlig offentliggjort to forskellige rapporter med hver sin tilgang til spiralsagen (officielt kaldet antikonceptionssagen). Sermitsiaq behandler de to rapporters tilgang i to forskellige artikler.

Forsker og jurist Miriam Cullen og advokat Dalee Sambo Dorough står bag en ekspertgrupperapport, der hverken svarer klart ja eller klart nej til påstanden om folkedrab.

– En endelig afgørelse om spørgsmålet om folkedrab er fortsat kompleks og kan kun træffes af en domstol med jurisdiktion, autoritet og ressourcer til at indkalde og gennemgå alle tilgængelige beviser, skriver Cullen og Dorough. 

Splittelse i ekspertgruppe

Cullen og Dorough er de resterende medlemmer af den ekspertgruppe, som Naalakkersuisut nedsatte i august 2024. Spørgsmålet om folkedrab var kun et af mange spørgsmål i kommissoriet, men det var det politisk mest sprængfarlige. 

Ekspertgruppen blev splittet, da både jurist Jonas Christoffersen og forsker, tidligere chefpsykolog Jensine Nedergaard forlod den efter faglige uoverensstemmelser med Cullen og Dorough. De to frafaldne fik efterfølgende lov at indlevere deres eget materiale. 

Christoffersen og Nedergaard afviser helt klart i deres rapport, at der er tale om folkedrab i spiralsagen. 

Ikke sikker på ødelæggende hensigt

De to eksperter anerkender samtidig, at der stilles store krav til beviserne for at konstatere folkedrab. Det skal stå klart, at handlingens hensigt var helt eller delvist at ødelægge en befolkningsgruppe.

– På baggrund af det modtagne bevismateriale har forfatterne ikke kunnet konkludere, at hensigten om delvist at ødelægge inuitterne i Kalaallit Nunaat fastslås på grundlag af præventionspraksis alene i den pågældende periode, skriver de. 

Med andre ord: Spiralsagen i sig selv er ikke nok til at fastslå folkedrab i Cullen og Doroughs øjne. Men de afviser heller ikke påstanden, som deres tidligere kolleger gør.

Cullen og Dorough afsætter også stadig en del plads til at diskutere, hvordan et retligt ansvar for folkedrab kan afklares. Selve ordet folkedrab optræder omtrent tre gange hyppigere i Cullen og Doroughs dokument end i Christoffersen og Nedergaards – 166 gange mod 59 gange.

En større sammenhæng 

Cullen og Dorough mener, at en endelig afgørelse om spørgsmålet folkedrab nok også skulle se på andre spørgsmål. Det kunne være forflytning af børn fra inuitfamilier til danske familier eller mennesker fra små bosættelser til byer. Eller det kunne være systematisk underbetaling med sundhedsmæssige konsekvenser.

Derudover mener de to eksperter, at staten formentlig har forsømt sit ansvar for at forebygge en situation, hvor folkedrab kunne opstå: 

– Forpligtelserne i henhold til folkedrabskonventionen er bredere end forpligtelsen til ikke at begå folkedrab alene, skriver de. 

– Ansvaret for at forebygge kræver, at staten træffer alle tiltag, der står i dens magt, for at forhindre, at disse handlinger udføres. Der er rimelig grund til at antage, at Danmark har undladt at opfylde sin pligt i denne henseende i strid med sin forpligtelse i henhold til artikel I i folkedrabskonventionen fra 1948, mener Cullen og Dorough.  

Det handler ikke kun om folkedrab

Ud over spørgsmålet om folkedrab har eksperterne haft til opgave at udrede, hvilke rettigheder kan være krænket under spiralkampagnen. 

Miriam Cullen og Dalee Sambo Dorough finder belæg for, at inuitkvinder har været udsat for ufrivillig prævention, at de har fået krænket deres ret til ligestilling og er blevet diskrimineret.

Ufrivillig prævention krænker ligeledes retten til familie- og privatliv, siden det krænker kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Det kan også betragtes som "umenneskelig og nedværdigende behandling", anfører forfatterne: 

– På baggrund af ovenstående finder forfatterne, at der er et rimeligt grundlag for at antage, at tildeling af prævention uden gyldigt samtykke har været en del af lægepraksis i Kalaallit Nunaat siden senest 1966 og har medført fysisk og psykisk skade, der udgjorde umenneskelig og nedværdigende behandling i strid med artikel 3 i EMRK og artikel 7 i ICCPR.

Forkortelserne dækker over henholdsvis Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder. 

– Disse krænkelser hører ikke en fjern fortid til, men har fortsat vedvarende og håndgribelige konsekvenser for kvinderne selv og samfundet som helhed. Ufrivillig prævention påførte inuitiske kvinder, børn og deres forældre samt familier som helhed en dyb ydmygelse og har såret deres fysiske og psykologiske integritet, både som individer og som inuitter samlet, konkluderer Miriam Cullen og Dalee Sambo Dorough.

– Danmarks statsminister og Grønlands regeringsleder har allerede anerkendt ansvar for systematisk diskrimination som følge af politikker med ufrivillig prævention mod inuitkvinder og -piger. Spørgsmålet er: Hvad bliver de næste skridt?