Legatuddeling: Minik Rosing sender appel til erhvervslivet
Tre unge, der studerer i New Zealand, Sydkorea og Aarhus, har fået et legat fra Ivalo & Minik Fonden.
Ivalo & Minik Fonden har siden 2014 uddelt legater til lidt mere end 40 studerende.
Efterårets legatmodtagere blev:
- Michael Platou har fået et legat til sine fortsatte studier i koreanske forhold på Pusan National University i Sydkorea.
- Aviaja Lynge Petersen har fået et legat til at gennemføre et praktikophold på institutionen Spectrum Care i New Zealand i forbindelse med sin uddannelse til pædagog.
- Ninni Jeremiassen studerer geologi på Århus Universitet og har fået et legat til at læse et semester på Norges teknisk-naturvidenskabelige Universitet i Trondheim som en del af sin Master.
Legaterne er finansieret via donationer fra Royal Arctic Line A/S, Royal Greenland A/S, Grønlandsbankens Erhvervsfond og NunaFonden.
Formanden for bestyrelsen Minik Rosing udtaler i den forbindelse:
- Jeg vil gerne rose vores bidragsydere for gennem deres donationer at udvise stort samfundsansvar. Uden disse bidrag ville vi i Ivalo & Minik Fonden ikke være i stand til at uddele legater, der på den ene side er med til at opfylde unge menneskers drømme og på den anden side sikrer Grønland en mere veluddannet befolkning. Det er for mig at se en ren win-win-situation for samfundet som helhed, mener Minik Rosing ifølge en pressemeddelelse.
Appel til erhvervslivet
I den forbindelse har Minik Rosing en appel til erhvervslivet i Grønland.
- Jeg håber, at endnu flere virksomheder, fonde eller organisationer kunne have lyst til at støtte Ivalo & Minik Fonden. Med flere donationer vil vi kunne støtte endnu flere grønlandske studerende, og der er masser af talentfulde studerende, som kunne have gavn og glæde at studieophold i udlandet, og samtidig skabe forbindelser mellem Grønland og omverdenen, siger Minik Rosing.
Næste ansøgningsfrist for at søge legatmidler fra fonden er fastsat til den 15. februar 2020.