Kvinde påkørt: Bilist sigtet for spirituskørsel
En mand er sigtet for spirituskørsel, efter han har påkørt en kvinde i Nuuks bymidte natten til lørdag. Kvinden er behandlet for skader på skadestuen.
Natten til lørdag er en kvinde blevet påkørt af en bil i Nuuks bymidte. Det bekræfter Grønlands Politi.
- Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 4.00 natten til lørdag. En kvinde er blevet påkørt af en bilist i bymidten. Politiet og ambulancen var hurtigt på stedet, oplyser vagtchef Mark Larsen til Sermitsiaq.AG.
Kvinden er blevet kørt til skadestuen umiddelbart efter, så hun kunne få behandling for sine skader.
Afventer blodprøver
- Det, jeg kan sige, det er, at det ikke handler om livstruende skader. Men hun skulle behandles på skadestuen, oplyser vagtchefen.
Mark Larsen oplyser, at politiet har sigtet føreren af bilen for spirituskørsel.
- Han er sigtet. Og lige nu venter vi på svar fra blodprøver, så vi kan få dokumenteret alkoholpromillen hos føreren, siger Mark Larsen.