Naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap, Anna Wangenheim (D), har på denne efterårssamling stillet et lovforslag om støtte til personer med handicap.
Forslaget indeholder blandt andet nye støttemuligheder, bedre sagsbehandling, øget fokus på forebyggelse, mulighed for pasning af nærtstående, bedre overgang fra ungdoms- til voksenlivet samt styrkede rettigheder til besøgsrejser.
Naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap, Anna Wangenheim (D), har på denne efterårssamling stillet et lovforslag om støtte til personer med handicap.
Forslaget indeholder blandt andet nye støttemuligheder, bedre sagsbehandling, øget fokus på forebyggelse, mulighed for pasning af nærtstående, bedre overgang fra ungdoms- til voksenlivet samt styrkede rettigheder til besøgsrejser.
Og mens landets kommuner støtter op om ambitionerne om bedre rettigheder til personer med handicap, er der en tydelig skepsis over for finansieringen.
Det fremgår af kommunernes høringssvar.
Kommunerne frygter, at de reelle merudgifter bliver væsentligt højere end Naalakkersuisuts beregninger.
Ikke nok midler til tidlig indsats
Lovforslaget styrker kommunernes forpligtelse til at iværksætte en tidlig og forebyggende indsats, så problemet opdages og håndteres, inden det udvikler sig eller forværres. Kommunerne skal blandt andet tilbyde opsøgende rådgivning til personer med handicap og deres familier.
Avannaata Kommunia skriver i deres høringssvar, at den afsatte bevilling til tidlig indsats på to millioner kroner, som svarer til fire rådgivere fordelt på fem kommuner, ikke er tilstrækkelig.
”Der savnes generelt en bedre sammenhæng mellem de foreslåede opgaver og den tilhørende finansiering.”
Også Kommuneqarfik Sermersooq kommer med kritik af økonomien. I deres høringssvar fremgår det, at en række nye opgaver ikke er finansieret tilstrækkeligt, og at beregningerne ikke tager højde for stigende behov.
De påpeger, at opgaverne med tidlig indsats potentielt kan være meget omkostningstunge, særligt på grund af geografien.
”Der er afsat 2 mio. om året til kommunerne samlet til indsatsen. Kommunen finder, at estimatet er for lavt til at løfte den indsats, kommunerne pålægges. Et estimat vil være ekstraudgifter i Kommuneqarfik Sermersooq alene beløber sig til 2-3 mio. kr. årligt,” skriver Kommuneqarfik Sermersooq.
Også Kommune Qeqertalik og Qeqqata Kommunia påpeger manglende finansiering i deres høringssvar, mens det er mindre fremtrædende i Kommune Kujalleqs høringssvar.
Kommunerne betaler
Forslaget er allerede blevet debatteret i Inatsisartut 25. september. Andenbehandlingen er blevet udsat, og der er endnu ikke kommet dato, men efter førstebehandlingen har punktet været forbi Familie- og Sundhedsudvalget, som er kommet med en betænkning.
Et flertal i udvalget indstiller forslaget til vedtagelse, men anmoder om, at det bliver genhenvist til udvalget inden tredjebehandlingen, så de kan forholde sig til et ventet ændringsforslag fra Naalakkersuisut.
Naleraq skriver dog i en mindretalsudtalelse, at de støtter lovforslagets formål om at styrke rettighederne for personer med handicap, men er bekymret for, at utilstrækkelig finansiering kan tvinge kommunerne i knæ.
Anna Wangenheim har lagt sit svarnotat til andenbehandlingen på Inatsisartuts hjemmeside, hvor det fremgår, at der allerede er indarbejdet knap en halv milliard kroner i det kommunale bloktilskud, som vedrører handicapforsorgen.
”Der er imidlertid usikkerhed om beregningen af de økonomiske udgifter på handicapområdet, hvilket primært skyldes stor knaphed på handicapdata, hvilket der i forvejen var knaster i,” skriver hun.
I et skriftligt svar til udvalget har naalakkersuisoq for personer med handicap også skrevet, at uanset de faktiske økonomiske konsekvenser af lovforslaget er det kommunerne, som afholder de økonomiske udgifter til handicapforsorgen.
Geografiske uligheder og uklar ansvarsfordeling
Kommunerne påpeger også en række andre udfordringer ved lovforslaget, heriblandt mangel på kvalificeret personale.
Nye krav til sagsbehandling, rådgivning og støtte kan være vanskelige at gennemføre med den nuværende bemanding.
De peger også på geografiske uligheder. Store afstande og begrænset adgang til specialister, gør det vanskeligt at sikre samme tilbud i hele landet.
Desuden ønsker de klarere ansvarsfordeling. Flere kommuner efterspørger klarere grænser mellem handicapområdet, sundhedsvæsenet, ældreområdet og børneområdet.
Kommunerne ønsker også tydeligere vejledninger, bedre IT-systemer, kompetenceudvikling og mere tid til at gennemføre loven.
I lovforslaget står der, at den skal træde i kraft 1. januar 2027.