Kina sender rekordbølge af bombefly ind i Taiwan-zone
Højeste antal H-6-bombefly er registreret i luftforsvarszone, siden Taiwan begyndte på offentlige opgørelser.
Kina har tirsdag sendt 18 bombefly, der potentielt kan bære atomvåben, ind i Taiwans luftforsvarszone.
Det oplyser Taiwans regering.
De 18 H-6-bombefly registreret i Taiwans luftforsvarszone er det klart højeste antal, siden Taiwans regering begyndte at lave offentlige opgørelser over kinesiske overflyvninger i zonen i september 2020.
I en daglig opdatering tirsdag morgen oplyser Taiwans forsvarsministerium, at 21 fly fra Kina fløj ind i den sydvestlige del af Taiwans luftforsvarszone i løbet af 24 timer. Heriblandt var 18 H-6-bombefly.
Den kinesiske bølge af fly kommer, efter at Kina for nylig indførte importforbud mod forskellige drikkevarer og fiskeprodukter fra Taiwan.
Det fik Taiwans regeringsleder, Su Tseng-chang, til at beskylde Kina for at krænke internationale handelsregler og "diskriminere" mod Taiwan.
En luftforsvarszone er ikke det samme som et lands luftrum.
Taiwans luftforsvarszone er væsentligt større end luftrummet og overlapper også med Kinas luftforsvarszone.
Det er et område, hvor udenlandske fly identificeres og overvåges på grund af nationale sikkerhedsinteresser. Lande kan således på egen hånd erklære, at et område hører til zonen.
Kinesiske militærflyvninger ind i den taiwanske zone plejede at være sjældne. Men de er over en årrække blevet mere og mere hyppige. De udføres blandt andet for at markere kinesisk utilfredshed.
Der bor godt 23,5 millioner mennesker i Taiwan. Landet har et areal lidt mindre end Danmark.
Taiwan er en ø ud for Kina, der blev en republik i 1949. Det skete, da tabende nationalistiske styrker under den kommunistiske revolution på fastlandet etablerede sig på øen.
Kina fastholder, at Taiwan er en del af det kinesiske rige, mens det demokratisk ledede Taiwan agerer som en selvstændig nation.