Det er ikke kun i Nuuk Lufthavn, flyveledelse har været et tema i år. Det samme har været til diskussion i Kangerlussuaq. Her var spørgsmålet, om flyveledelsen skulle afskaffes efter det store skift af civil flytrafik til Nuuk.
Resultatet blev en ny aftale. Flyveledelsen fortsætter altså i den gamle lufthavn, som siden november 2024 stadig varetager nogle få civile ruter samt militære flyvninger.
Det er ikke kun i Nuuk Lufthavn, flyveledelse har været et tema i år. Det samme har været til diskussion i Kangerlussuaq. Her var spørgsmålet, om flyveledelsen skulle afskaffes efter det store skift af civil flytrafik til Nuuk.
Resultatet blev en ny aftale. Flyveledelsen fortsætter altså i den gamle lufthavn, som siden november 2024 stadig varetager nogle få civile ruter samt militære flyvninger.
HVAD ER FLYVELEDELSE?
Flyveledelse (ATC) i en lufthavn vil kort sagt sige, at der sidder flyveledere og kontrollerer flyenes bevægelser. Flyveledelse bidrager til kapacitet og sikkerhed i lufthavne.
Kangerlussuaq har flyveledelse. Andre lufthavne i Grønland har AFIS-operatører, der informerer piloterne i luftrummet. Det kaldes også for flyveinformationstjeneste.
Forskellen er, at en flyveleder har kontrol over luftrummet, mens en AFIS-operatør kommer med informationer, som piloter skal vide besked med.
Greenland Airports har offentliggjort planer om at indføre flyveledelse i Nuuk, som i dag kun har AFIS.
I Nuuk vil der ikke være fuld flyveledelse, men en delt løsning kaldet TMA, som kombinerer de to måder at håndtere trafikken. Det vil sige flyveledelse ned til et vist punkt og AFIS det sidste stykke.
– Flyveledelsen leveres fortsat af islandske ISAVIA, som de har gjort i mange år efter aftale med os. Tjenesten er bemandet med grønlandske og islandske flyveledere, fortæller Greenland Airports' kommunikationschef, Mikkel Bjarnø Lund.
Radar er nede – med god grund
Greenland Airports er gået i gang med at renovere radaren, som flyvelederne bruger til at følge med i luftrummet. Derfor er radaren ude af drift lige nu. Der er imidlertid stadig flyveledelse i Kangerlussuaq form af såkaldt procedural kontrol.
Det vil sige, at flyvelederne i Kangerlussuaq ikke p.t. overvåger luftrummet med radar, men de kontrollerer stadig luftrummet.
– Flyveledelsen i Kangerlussuaq har i årtier leveret sikker drift med procedural kontrol, hvor piloter rapporterer positioner, og flyvelederne styrer trafikken uden radar. Historisk har flyveledelsen leveret procedural kontrol i den del af luftrummet, hvor fjeldene skygger for radarsignalet, siger Mikkel Bjarnø Lund.
Nyt værktøj på vej
Ud over en nyistandsat radar vil flyvelederne snart få glæde af et yderligere nyt redskab.
– Inden for kort tid installerer ISAVIA sammen med Greenland Airports en ADS-B modtager i tårnet i Kangerlussuaq. ADS-B fungerer ved, at flyene automatisk udsender deres GPS-baserede position, højde, kurs og hastighed i realtid. Disse data modtages direkte i tårnet og giver et meget præcist og stabilt overblik, uafhængigt af radarekkoer, siger Mikkel Bjarnø Lund.
– ADS-B vil give flyvelederen et næsten tilsvarende operativt billede som en konventionel radar, men via en anden og mere direkte teknologi. Systemet styrker overvågningen med det samme og giver flyvelederne en ekstra, uafhængig kilde til positionsdata, også i områder hvor terrænet blokerer for radar.
Ingen bekræftelse
Det er nærliggende at se investeringerne i overvågning ved Kangerlussuaq i sammenhæng med forsvarets øgede engagement på stedet. Det har dog været svært at få uddybende information om.
Greenland Airports har ikke nævnt noget om forsvaret i sit svar, men kun bekræftet den fornyede aftale med ISAVIA som udbyder af flyveledelse.
Sermitsiaq har spurgt Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen, om de kan sige noget mere om deres behov for flyveledelse i Kangerlussuaq. Herunder om forsvarets interesse i Greenland Airports' opjustering af overvågningen på et sted med relativt begrænset trafikmængde.
Forsvaret har indtil videre ikke ønsket at svare, bekræfte eller kommentere flyveledelse i Kangerlussuaq over for Sermitsiaq. Forsvarskommandoen meldte dog inden deadline på denne artikel, at der måske alligevel er et svar på vej.