Ved frokosttid var store dele af sneen i Nuuks centrum smeltet til slud og næsten væk efter nattens og dagens regnvejr. Flere steder stod vandet stille, da grøfter og afløb var stoppet til af sne og is.
Annonce
Afløb stoppet af sne og is
Vandet har svært ved at komme væk, fordi grøfter og underløb mange steder er lukket til af sne og is. Det betyder, at smeltevandet samler sig i lavninger og på parkeringspladser.
Kommunen forsøger at skabe hul i isen, så vandet kan løbe væk.Foto: Oscar Scott Carl
Kommuneqarfik Sermersooqs trafikplanlægger har siden morgenstunden været sammen med byens transportfirmaer arbejdet med at få vandet til at løbe, ved at spule grøfterne fri for sne og is.
Midt i arbejdet mødte vi Emil Skat Vejleskov, trafikplanlægger i Kommuneqarfik Sermersooq, som var i gang med at skylle underløb fri – blandt andet foran kommunekontoret.
– Det er entreprenørerne, der laver arbejdet. Vandet kan ikke komme væk, fordi grøfterne er lukket til af sne og is, så vi spuler dem igennem, så vandet kan løbe igen, siger han.
Parkeringspladsen ved Blok 5 og 6 er udfordret af de vejrmæssige forhold.Foto: Oscar Scott Carl
I gang siden klokken 06.00
Sammen med Arctic Transport har kommunen været i gang siden klokken 06.00. Arbejdet begyndte ved Brugsenis parkeringsplads samt på Aqqusinersuaq og Kuussuaq, hvor der tidligt på dagen stod meget vand.
Foran Brugsenis parkeringsplads stod Nikolaj Mørch fra Nuuk Transport med en tankvogn og sugede vand op fra grøften og parkeringspladsen tæt ved busstoppestedet i midtbyen.
Der fjernes vand ved parkeringspladsen foran Brugseni.Foto: Oscar Scott Carl
Tankvognen kan rumme 6.000 liter, men ifølge vurderingerne på stedet lå der omkring 20.000 liter tøet vand i parkeringspladsen og grøften ved busstoppestedet.
Mildt vejr fortsætter
Ifølge DMI har vejret været usædvanligt mildt for årstiden. Temperaturen har ligget omkring 3–5 grader, og regn og slud har domineret i stedet for sne.
Også Nuussuaq er ramt af det usædvanlige varme vejr.Foto: Oscar Scott Carl
Vejrprognoserne for de kommende dage viser, at det milde og våde vejr fortsætter. Der er fortsat udsigt til regn og slud, mens temperaturen holder sig omkring frysepunktet. Først senere på ugen kan det blive lidt koldere, hvilket kan give mere vinterlige forhold igen.
Indtil da må Nuuk leve med et bybillede, hvor den hvide julesne er forvandlet til vand, sjap og slud.