Jens-Frederik: Vi er ikke blevet orienteret om sagen

- Jeg ved ikke hvad den særlige udsending skal lave, men jeg konstaterer igennem medierne at han har til opgave at bane vej for Trumps planer om at overtage Grønland skal realiseres, siger en undrende formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D).

Formanden for Naalakkersuisut, Jens Frederik Nielsen er igennem hele dagen blevet ringet op af alverdens ledere, der gerne vil genbekræfte at de bakker op om Grønland.
Offentliggjort

Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen vågnede op til en nyhed om at den amerikanske præsident, Donald Trump, har øget sit pres mod Grønland og Kongeriget Danmark ved at udpege en særlig udsending til Grønland:

- Jeg vågnede op som alle andre til nyheden om at den amerikanske præsident har udpeget en særlig udsending til Grønland. Vi er på intet tidspunkt blevet kontaktet af USA om planerne om den særlige udsending, så jeg er lige så blank som alle andre om hvad vedkommende skal lave, men jeg konstaterer igennem medierne at han skal bistå Trump i hans arbejde for at overtage vores land.

USA taler med to tunger

Jens-Frederik Nielsen konstaterer også at USA ifølge ham åbenlyst taler med to tunger i forhold til Grønland:

- Under den amerikanske ambassadør til Danmark, Ken Howerys besøg i starten af denne måned, tilkendegav han at USA havde fuld forståelse for at Grønland ikke ønsker at blive en del af USA og at landet ikke kan annekteres. Vi havde en god dialog og jeg følte at vi kunne stole på at tingene var ved at blive normaliseret, siger Jens-Frederik Nielsen og fortsætter:

- Men det vi oplever nu er stik det modsatte af dialogen med ambassadøren, for det forhold at Trump på ingen måde har varslet os om udpegningen og på ingen måde har fortalt os om intentionerne med udpegningen, er en envejskommunikation fra Trumps side, for der skal mindst to til en samtale, og det er ikke sket, siger formanden for Naalakkersuisut.

Får støtteerklæringer fra ledere i andre lande

Jens-Frederik Nielsen er blevet ringet op hele dagen fra forskellige ledere i de lande med sympati- og støtteerklæringer og med genbekræftelse på at de står bag Grønland i denne sag.

For normalt er USA en allieret, en ven man kan stole på og en ven man samarbejder med på tykt og tyndt. Da USA begyndte at presse på for at "overtage og kontrollere" landet, har både Grønland og Danmark sammen benyttet hver lejlighed til at understrege at man vil USA, men at forudsætningen er at landene taler sammen i gensidig respekt og tillid. 

Siden USA igen begyndte at presse på med kravet om at overtage Grønland, har alverdens ledere, tilkendegivet deres uforbeholdne støtte til Grønland og Kongeriget Danmark. Men noget tyder på at Trump og USA slet ikke er interesseret i at lytte til hvad Grønland og Danmark i henhold til de internationale love og regler, har at sige:

- Som sagt skal der mindst to til en samtale, som allierede skal vi kunne stole på hinanden og regne med hinanden, og det ønsker jeg vil ske i forhold til den situation vi står i, i dag i forhold til USA. Amerikanerne ved godt at vi vil dem, de ved godt at der ikke er nogen hindring for USA at øge sikkerheden i Arktis på grønlandsk territorium, hvis de vil det, men derfra til at presse på for at overtage et land, der er befolket og som har egen suverænitet, er ikke i orden.

Situationen skal drøftes og der skal søges løsning

Grønland og Danmark er sammen med Færøerne et rigsfællesskab som er under Kongeriget, og i forbindelse med den fornyede og styrkede pres fra USA, skal situationen drøftes nøje internt:

- Vi er aktuelt under Kongeriget Danmark, vi er derfor i løbende dialog de tre lande og vi holder sammen om at søge løsninger på situationer vi står i, og det gælder også i denne sag. 

Her henviser formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen til sin og statsminister Mette Frederiksens fælles udtalelse:

”Vi har sagt det meget klart før. Nu siger vi det igen. Landegrænser og staternes suverænitet er rodfæstet i international ret. Det er fundamentale principper. Man kan ikke annektere andre lande. Heller ikke med et argument om international sikkerhed. Grønland er grønlændernes, og USA skal ikke overtage Grønland. Vi forventer respekt for vores fælles territoriale integritet.”

Powered by Labrador CMS