Grønlandsk mand savnet flere måneder i København
Hans Frederik Egede Mathæussen har været eftersøgt af Københavns Politi, siden han i november sidste år blev meldt savnet af familien i Danmark.
54-årige Hans Frederik Egede Mathæussen, kendt som Iigiti, har været forsvundet i København siden begyndelsen af november sidste år, hvor han blev meldt savnet af sin familie. Han har adresse på Amager.
Politiet har forhørt sig hos hans familie, i det grønlandske miljø i hovedstadsområdet og hos Grønlands Politi, men indtil videre uden held.
Københavns Politi bekræfter, at han er eftersøgt i politiets systemer.
Politikommissær Kim Nicholsen fra Københavns Politi fortæller, at de for nylig modtog et tip om, at Hans Frederik Egede Mathæussen var set i Indre By i København, men efter at have gennemgået videoovervågningen, kunne de ikke finde ham.
Plejer at ringe
Politikommissæren tilføjer:
- Umiddelbart har vi ikke grund til at tro, at han skulle være blevet udsat for en forbrydelse, men vi vil selvfølgelig gerne i kontakt med ham, da hans familie er bekymret.
Anthon Mathæussen, som er bror til Egede, tænkte straks, at der måtte være sket ham noget, da efterlysningen blev iværksat, oplyser han til Sermitsiaq.AG.
Han forklarer, at broren plejer at ringe mange gange til sin familie, især ved slutningen af måneden. Men lige siden efterlysningen har han ikke givet lyd fra sig.
Undersøgelse af bankkontoen
Anthon Mathæussen har bedt myndighederne om at undersøge sin forsvundne brors bankkonto for aktivitet, da det formentlig vil være et tegn på, at hans bror stadig er i live. Men myndighederne har - ifølge ham - ikke reageret på hans anmodninger. Derfor anmoder han endnu engang om, at de i det mindste ser på den forsvundne brors konto.
Hans Frederik Egede Mathæussen beskrives som værende cirka 167 cm høj, spinkel af bygning, med brun hud og brune øjne. Han har kort, sort hår og ofte en omvendt kasket, så skyggen sidder i nakken. Han har også en let foroverbøjet gang.
Politiet opfordrer enhver, der har set manden eller ved, hvor han opholder sig, til at kontakte dem på telefon: (+45) 1-1-4.
Eftersøgningen fortsætter. Politiet håber, at Hans Frederik Egede Mathæussen bliver fundet hurtigst muligt, så familien kan få svar.