Forhandlinger i DK: Aaja forlanger penge til juridisk faderløses sag

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) fortæller, at hun i finanslovsforhandlingerne i Danmark blandt andet vil gå efter at få afsat penge til at betale advokaten Mads Bramming, der fører sag mod staten på vegne af de juridisk faderløse.

Finansminister Nicolai Wammen fremlagde torsdag den danske regerings forslag til finanslov på et pressemøde.
Offentliggjort

Den danske regering har torsdag fremlagt sit forslag til finanslov for 2024, og derfor vil forhandlingerne om statens budget for det kommende år nu gå i gang med Folketingets partier.

Det betyder, at de to grønlandske folketingsmedlemmer blandt andet skal forhandle om, hvad pengene i den såkaldte Nordatlantpulje skal gå til. Her ligger 120 mio. kr., der kan fordeles over de kommende fire år.

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz fortæller til Sermitsiaq.AG, at hun har to fokuspunkter, hun tager med til finansministeren:

- Inuit Ataqatigiits prioriteringer bliver justitsområdet og børn og unge. Det er de to overskrifter, siger hun.

Resocialisering og retssikkerhed

Indenfor justitsområdet vil politikeren have fokus på mere resocialisering i anstalterne og en styrkelse af retssikkerheden for ofre for seksuelle overgreb. Inden for børn og unge ønsker Aaja Chemnitz børnehuse flere steder.

- Derudover vil mit fokus også være på at sikre mere viden om Grønland i de danske folkeskoler, hvor kendskabet til Grønland er meget lille. Der skal være større kendskab til Grønland for at bryde fordomme og diskrimination af grønlændere i Danmark, siger Aaja Chemnitz.

Derudover har politikeren en ny prioritering hun vil arbejde for. Aaja Chemnitz ønsker nemlig at der bliver afsat penge til juridisk bistand til de juridisk faderløse, der er ved at føre en sag mod staten for brud på menneskerettighederne.

- I dag er det en advokat, der ikke får penge, der fører sagen. Det er primært Mads Pramming, siger Aaja Chemnitz. Politikeren mener, at Danmark bør tage ansvar og støtte de juridisk faderløse i at få sagen afklaret ved domstolene - også selv om Danmark på den måde vil støtte en retssag mod "sig selv".

Foreslår 48 mio. kr. til at fortsætte grønlandsk-dansk samarbejde

Tilbage i 2019 blev et grønlandsk-dansk samarbejde etableret på socialområdet. Samarbejdet fik en bevilling på 80 mio. kr. fra statskassen fordelt over fire år. Bevillingen udløber ved årsskiftet, men Aaja Chemnitz ønsker at samarbejdet fortsætter i et vist omfang:

- Jeg har sendt et brev til socialministeren om at få videreført de bevillingen. Mit forslag er 48 mio. kr. til de kommende fire år, siger hun.

I forhold til om politikeren vil gøre fælles front i forhandlingerne med sin folketingskollega fra Siumut Aki-Matilda Høegh-Dam, siger Aaja Chemnitz, at det først skal drøftes med Siumut.

Powered by Labrador CMS