Fly omdirigeret efter teknisk problem

En Dash-8 med 33 passagerer blev torsdag omdirigeret til Kangerlussuaq.

En Dash-8 sikkerhedslandede torsdag i Kangerlussuaq. (Arkivfoto)
Offentliggjort

Air Greenland oplyser til Sermitsiaq.AG, at der var tale om en omdirigering og ikke en sikkerhedslanding. Derfor er artiklen rettet.

Torsdag formiddag ved 10-tiden fik Grønlands Politi melding om, at et Dash-8 fly havde tekniske problemer og ønskede at lande i Kangerlussuaq i stedet for Narsarsuaq som planlagt.

Det fortæller vagtchef Mads Lynge:

- Det gav travlhed, da vi sætter ting i værk, fordi vi i nødstilfælde skal være forberedte på, hvis den havarerer. Det samme gør man i Kangerlussuaq, hvor beredskab er klar til at tage imod flyet.

Landede sikkert

Situationen forløb dog uden yderligere dramatik, fortæller vagtchefen:

- Fra flyet kunne de sige, inden de landede, at de lavede en sikker landing. Så man frygtede ikke på noget tispunkt, at den ville haverere, siger Mads Lynge.

Flyet var på vej fra Paamiut til Narsarsuaq, da det fik problemer og altså valgte at lande i Kangerlussuaq.

Air Greenlands kommunikationschef Katja Vahl skriver om forløbet, at piloterne valgte at lande i Kangerlussuaq, fordi der var dårligt vejr i Nuuk, og fordi Air Greenland ikke har en mekaniker stationeret i Narsarsuaq:

System satte ud

- Der var tale om et teknisk system, som satte ud under flyvningen og helt efter gældende procedure satte et back-up system ind. Som en del af de faste sikkerhedsprocedurer informerede piloterne Mittarfeqarfiit, brandvæsen og politi om situationen.

- Det var dog en helt normal landing i Kangerlussuaq, som blev foretaget, udtaler kommunikationschef i Air Greenland Katja Vahl.

- Vi er i fuld gang med at udbedre systemet og forventer det snarest på vingerne igen. Alle berørte passagerer er blevet ombooket til nye afgange og forventes at nå Narsarsuaq i dag, skriver Katja Vahl.

Powered by Labrador CMS