Færøerne strammer coronaregler for rejsende
Der er næsten ingen coronasmitte på Færøerne, og sådan skal det forblive, hvis det står til de færøske myndigheder, mens spredningen af coronavirus stiger rundt i verden.
Landsstyret vil være på forkant med studerende og andre, som kommer hjem til Færøerne resten af året til jul og nytår. Derfor annoncerede landsstyret mandag 9. november strammere rejserestriktioner for at undgå, at covid-19 slæbes ind i landet.
Unødvendige rejser ud af Færøerne frarådes, og indrejsende bør medbringe en frisk negativprøve, der er mindre end tre døgn gammel, oplyste lagmand Bárður á Steig Nielsen, Sambandspartiet, på pressemødet mandag.
Videre anbefales, at passagerer til Færøerne bliver testet tre dage inden ankomsten.
En test ved ankomsten til Færøerne er i forvejen påkrævet med lov. Det krav udvides med en anbefaling om at blive testet seks dage efter ankomsten, og man er påpasselig frem til resultat af sjettedagsprøven.
- Holdningen fra første til sjette dag er afgørende. Den seneste tid har der været flere eksempler på, at personer, som har haft en negativ test ved ankomsten til Færøerne, er testet positiv den 6. dag. Det er en påmindelse til os alle sammen om at passe godt på, siger lagmand Bárður á Steig Nielsen.
Smitten kommer udefra
Aktuelt er der fire smittede personer på Færøerne, og ifølge myndighederne er der tale om smitte, der er kommet udefra. Dvs. der er ikke samfundssmitte.
Antallet at smittede vokser rundt om i Europa og i de lande, som ligger tæt på Færøerne. Derfor anbefaler landsstyret strammere restriktioner, så færingerne kan leve et så normalt liv som muligt.
- I udlandet ser vi, at antallet at smittetilfælde vokser hurtigt. Folk må kun være sammen i små grupper. Nogle landsdele bliver lukket ned. Sygehusene bliver fyldt op, og i visse lande er udgangsforbud sat i kraft, siger Bárður á Steig Nielsen.
Anbefalinger virker bedre end forbud
De restriktioner, som nu bliver sat i værk, er kun anbefalinger. Det vil sige, der ikke er krav om en positiv test, før man kommer til Færøerne. Man bliver heller ikke straffet, hvis man undlader at blive testet efter seks dage.
Nul smittede igen
Det færøske smittetallet er gået op og ned. Aktuelt er Færøerne ved at komme ned på nul smittede igen for tredje gang. Værst stod det til i august måned.
Lagmanden har ingen intentioner om at indføre lovkrav for at sikre, at alle passagerer bliver testet på 6. dagen.
- Det med anbefalinger handler om, hvilken tilgang du har til livet, og hvad der fungerer bedst i længden. Det ser ud til, at vores anbefalinger har fungeret. Derfor holder vi fast i det i stedet for lovregulering, siger Bárður á Steig Nielsen.
I alt syv mennesker er i karantæne på Færøerne, hvoraf fire er aktivt smittede. Færøerne har nul dødsfald. Der er taget i alt 158.000 prøver, hvilket er mere end tre per indbygger. Til sammenligning har Danmark netop rundet én prøve per indbygger i gennemsnit.
Færøernes smittetryk er knap 4 per 100.000 indbyggere over syv dage (incidens), som afspejler to nye smittede søndag. Den globale incidens ligger omkring 55, den danske er 132, og USA over 230.