Et voldeligt oprør tændte gnisten for en global frihedskamp

Det hele begyndte lige efter midnat den 28. juni 1969 på den lille, snuskede New Yorker-bar Stonewall Inn. Dengang brugte politiet forældede love om beklædning til systematisk at chikanere og anholde transkønnede og homoseksuelle.

Men denne nat fik de mest marginaliserede i miljøet nok af politivolden. De slog igen, og de efterfølgende dages gadekampe tændte den gnist, der forvandlede frygt og skam til en global frihedskamp, som vi i dag kalder "Pride".

Men kampen i New Yorks gader opstod ikke i et vakuum. For at forstå, hvor dybt rødderne af frygt og undertrykkelse stikker, skal vi spole tiden tilbage til tiden før oprøret, hvor kampen for overlevelse handlede om decideret forfølgelse.

De første kapitler

Under Nazitysklands regime blev homoseksuelle mænd tvunget til at bære en lyserød trekant i koncentrationslejrene som et stigmatiserende mærke.

I dag har LGBTQ+-miljøet reetableret symbolet og vendt det til et styrketegn. Trekanten bruges nu både til at mindes ofrene og som en evig påmindelse om, at historiens mørke kapitler aldrig må gentage sig. Homoseksualitet var ulovlig fra 1871 til 1994 i Tyskland.

Retter vi blikket mod vores eget rigsfællesskab, blev homoseksualitet afkriminaliseret allerede tilbage i 1933. Danmark har også spillet en central rolle i den globale transhistorie: En af verdens absolut første transkvinder, der gennemgik kønsbekræftende kirurgi i 1930-31, var nemlig den danske kunstmaler Lili Elbe.

Den grønlandske LGBTQ+-historie har også sine helt egne pionerer. Her står Nuka Bisgaard som landets første transkvinde, der gennem mange år har gået forrest for at nedbryde tabuer, skabe synlighed og forbedre vilkårene herhjemme.

LGBTQ+ i Grønland

Selvom rigsfællesskabets historie rummer dybe LGBTQ+-rødder, oplever mange fortsat had og diskrimination i dag. Kampen er langtfra forbi, og herhjemme møder personer fra LGBTQ+-miljøet stadig markante udfordringer og fordomme på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet.

- Det, vi typisk ser hos Sipineq Plus, er, at folk tror, at homoseksualitet er en synd, hvis man tænker på en religiøs tankegang. Men også, at den del af befolkningen, der er imod LGBTQ+, tror, at man er pædofil, når man er homoseksuel.

- Det er den manglende viden, der altid er ude i befolkningen. De tror, at vi kommer til at gøre deres børn eller deres mand til homoseksuelle. Men det, vi arbejder med, er at vi er med til at skabe tryghed i forhold til mental sundhed og trivsel, fortæller formand for Sipineq Plus, Qillaq Olsen.

Når uvidenheden og fordommene får lov til at fylde i hverdagen, skaber det en barsk og isolerende virkelighed for mange LGBTQ+-personer. Det konstante pres fra omgivelserne kan slide hårdt på den mentale trivsel og tvinge den enkelte ud i svære overvejelser om fremtiden.

– Hvis ikke man bliver accepteret for den, man er, så kan man hurtigt få en følelse af, at man ikke passer ind, at man er forkert. Det kan have de konsekvenser, at man faktisk lukker sig mere og mere væk, og at man får lavere og lavere selvværd. Det kan også have den konsekvens, at man til sidst faktisk ikke har lyst til at være mere, eller at man ender med at flytte, forklarer Sexolog og traumeterapeut i Maniitsoq, Mette Scharling Laursen.

Medfaderskab

Medmoderskab betyder juridisk, at en kvinde anerkendes som forælder til sin kvindelige partners barn. Reglerne ligestiller medmoderen med en biologisk far og sikrer, at hun får præcis de samme rettigheder og pligter over for barnet.

Siden 1. april 2024 har medmødre i Grønland haft loven på deres side, men for regnbuefædre er situationen en anden. Sipineq+ presser i dag på for at få indført en grønlandsk lov om medfaderskab – en rettighed, der i Danmark allerede er en fast del af lovgivningen.

- Lige nu mangler vi handlingsplaner. Vi mangler resultater. Nu er der gået to år, efter det danske har vedtaget det i deres lov, hvor det bliver anerkendt, at man kan være medfader i Danmark. Og den lov gælder ikke for Grønland endnu, fordi vi venter på de relevante myndigheder for at få det igennem i Inatsisartut.

– Det tager alt for lang tid, det her. Jeg kan godt forstå, at tingene tager tid, men det tager også alt for lang tid. Det kan sagtens gøres dobbelt så hurtigt med hensyn til generel LGBTQ+-relevant lovgivning, siger Qillaq Olsen.

Undtagelsestilstand

Retter vi blikket mod USA – stormagten, hvis præsident tidligere har skabt overskrifter med sine kontroversielle tanker om at annektere Grønland – er der lige nu en helt anden og dyb krise undervejs.

For første gang nogensinde er der nemlig erklæret national undtagelsestilstand for landets LGBTQ+-borgere. Det sker efter en historisk og faretruende bølge af diskriminerende lovgivning i de amerikanske delstater.

Alene i år er over 75 anti-LGBTQ+-love blevet stemt igennem, hvilket er mere end en fordobling af sidste års ellers dystre rekord.

- Vi har officielt erklæret undtagelsestilstand for LGBTQ+-personer i USA for første gang efter en hidtil uset og farlig stigning i anti-LGBTQ+-lovgivningsmæssige angreb, der har fejet igennem delstatsparlamenterne i år, det skriver Human Rights Campaign på deres webside.

Spørger man Mette Scharling Laursen, er selve signalet om en amerikansk undtagelsestilstand rystende, og hun advarer kraftigt mod den tankegang, der ligger bag:

- Undtagelsestilstand hører til ved krig og naturkatastrofer – Netop derfor er Pride så vigtig. Vi viser, at vi står sammen, og at intet ved os, er forkert. Vi svarer igen på den sort-hvide tankegang ved at fejre livet med farver, glæde og synlighed, siger Mette Scharling Laursen.

Selvom der er fremskridt nogle steder for LGBTQ+, er der stadig mange lande, der forbyder LGBTQ+-aktivitet. 

Dødsstraf og pride-flaget

Ifølge Amnesty International er homoseksualitet fortsat direkte ulovligt i omkring hvert tredje land i verden, hvor straffen spænder fra bøder til fængsel. I lande som Iran, Sudan og Saudi-Arabien risikerer man endda dødsstraf.

Mens lande som Uganda og Tjetjenien er berygtede for systematisk forfølgelse, bruger regeringer i blandt andet Rusland og Litauen love mod såkaldt "homoseksuel propaganda" til effektivt at lukke munden på LGBTQ+-organisationer og stoppe deres oplysningsarbejde.

Det er netop i skyggen af denne form for undertrykkelse og behovet for et samlende modsvar, at de synlige symboler fødes - flaget for eksempel.

Det velkendte regnbueflag – det officielle symbol på Pride – blev skabt i 1978 af den åbent homoseksuelle kunstner og dragqueen Gilbert Baker. Det var politiker Harvey Milk, en af USA’s første åbent homoseksuelle folkevalgte, der opfordrede Baker til at designe et markant symbol på pride for det homoseksuelle miljø.

Valget faldt på et flag, fordi Baker anså det som det ultimative symbol på synlighed. Målet var klart: Det handlede om at træde frem i lyset, leve i sandhed og proklamere et klart: "Her er jeg!"

Med inspiration fra himlens egen regnbue syede Baker og en gruppe frivillige det allerførste flag i hånden til en parade i San Francisco. Dengang talte flaget otte striber med hver sin dybe symbolik.

Da flaget efterfølgende skulle masseproduceres, spændte datidens produktionsforhold dog ben for det oprindelige design. Både den lyserøde og turkise farve var for svære og dyre at skaffe i store mængder, og den mørkeblå indigo blev erstattet af en standard blå. Det resulterede i det seksstribede flag, vi kender i dag – et symbol på både mangfoldighed og sammenhold i LGBTQ+-miljøet.

Selvom flaget fløj første gang i 1978, kom det endelige globale gennembrud først i 1994. I anledning af 25-året for de historiske Stonewall-oprør i New York skabte Gilbert Baker et spektakulært, 1,6 kilometer langt regnbueflag, som for alvor cementerede flagets status som hele verdens symbol på frihedskampen - Pride.