Enighed om hjælp fra Danmark
Siumut og Nunatta Qitornai bakker op om forslaget om at at bede om hjælp til at bekæmpe seksuelle overgreb. Dermed står samtlige partier nu klar.
Samtlige partier i Inatsisartut stiller sig nu bag forslaget om, at Naalakkersuisut pålægges at rette henvendelse til den danske stat med anmodning om hjælp til at hjælpe børnene i Tasiilaq og resten i Grønland.
Det står klart mens debatten i salen fortsat er i fuld gang.
Siumuts ordfører, Karl-Kristian Kruse fastslog således, at partiet bakker op om forslaget og lagde op til et bredt samarbejde mellem Inatsisartut, Naalakkersuisut og kommunerne for at løse de store problemer. Samtidigt opfordrede han til, at man skal klarlægge, præcist hvad man vil bede om hjælp til.
- Kommunerne, politiet og domstolene er blandt dem, der skal inddrages inden Naalakkersuisut henvender sig til den danske stat, sagde han.
- Vi må erkende, at vi i nu 40 år har siddet med ansvaret for dette område. Og det ansvar skal vi ikke frasige os.
Nunatta Qitornais ordfører, Anders Benjaminsen sagde ligeledes under debatten, at partiet bakker op om forslaget.
Forslaget er fremsat af et flertal bestående af Samarabejdspartiet, Demokraterne, IA og Partii Naleraq.
- Det kan ikke accepteres at landets regering ignorerer behovet for hjælp og vurderer det som unødvendigt, når de forkaster anmodningen, og vi synes, at det er uansvarlig regeringsførelse. Børnene i samfundet lider meget, og selvom det dokumenteres at de er hårdt belastet, afviser Naalakkersuisut at de skal hjælpes, og det kan vi ikke acceptere, og vi vil henvise til at dem der har er klar til at hjælpe snarest skal involveres, sagde Hans Enoksen (PN) på vegne af forslagsstillerne.
I dag kom så meldingen fra Naalakkersuisut om, at man bakker op om forslaget.