Døgnrapport: To SAR-operationer og klatretur i kran

Beredskabet havde nok at se til lørdag aften, hvor der var indsatser både i Nordgrønland og uden for Nuuk. Alle er kommet sikkert hjem.

Lørdag foregik der to SAR-operationer på samme aften.
Offentliggjort

Grønlands Politi og Arktisk Kommando eftersøgte lørdag aften en motorbåd med tre voksne og et lille barn, der sidst var set ud for Upernavik Kujalleq. 

Anmeldelsen kom lørdag 18.32, da pårørende ikke havde hørt fra sejlerne i over et døgn. Det viste sig senere, at deres beskeder ikke kunne nå frem.

Både helikopter og Challenger-fly blev sat ind, og lokale meldte sig også for at finde de fire eftersøgte. 

Omkring 00.10 natten til søndag var der kontakt til sejlerne via helikopter og Aasiaat Radio.

– Det var et rigtigt godt samarbejde, hvor det hele gik som det skulle, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen. 

Alle var i god behold, og der var aldrig fare på færde for de ombordværende. De ankom omkring klokken fire i nat i Uummannaq til en kort status, fortæller vagtchefen. 

Vandretur gik skævt

Også i Nuuk-området var der SAR, efter tre kvinder var kommet på afveje på vandreruten til Kapisillit. De endte oppe i højderne på Kuanninnguit og kunne ikke komme sikkert ned derfra. 

– Det var godt, de var i stand til at sende nødsignal, konstaterer Karsten Højrup Kristensen, som opfordrer alle til at have styr på sikkerheden, inden man tager ud på tur.

Helikopteren hoistede de tre uheldige vandrere, som blev tilset på sygehuset i Nuuk og ikke var kommet til skade. 

Farlig leg med kran

Inde i Nuuk blev politiet kaldt ud til byggepladsen på Kongevej. Det var natten til søndag klokken 02.38, hvor anmelderen havde set tre unge drenge klatre op i kranen. 

Det var dog lykkedes for dem at komme ned igen og forlade stedet, inden politiet ankom. 

Lørdag i Nuuk har en person i en bil dyttet af nogle børn i 7-8-års-alderen, hvilket fik dem til at vælte på cyklerne. Bilisten er angivelig kørt videre på Nuukullak uden at se til børnene. Politiet vil gerne høre fra vedkommende. 

– Det kunne jo også være, at personen havde en anden oplevelse af situationen, påpeger vagtchefen. 

Powered by Labrador CMS