Dødelig virus: Beredskabsplan ligger klar

Mens dødstallet er øget med yderligere 24 og 80 personer hidtil har mistet livet i Kina på grund af den dødelige corona-virus, mener de grønlandske sundhedsmyndigheder, at der ikke er behov for særlige forholdsregler i Grønland.

Offentliggjort

Selv om antallet af smittede med den nye coronavirus (2019-nCoV) stiger hastigt og har spredt sig til mange lande, er der på nuværende tidspunkt ikke behov for særlige forholdsregler i Grønland, fastslår Naalakkersuisut i en pressemeddelelse. Men myndighederne har dog beredskabsplaner liggende klar, hvis det skulle gå galt.

Fredag opfordrede IA’s Mimi Karlsen ellers Naalakkersuisut til at reagere, da hun var bekymret for at få smitten ind i landet, da vi bor så isoleret og tæt.

Lav risiko

- Sandsynligheden, for at der vil optræde rejserelaterede tilfælde i Grønland, vurderes at være lav og risikoen for smittespredning i Grønland anses for meget lav. På denne tid af året kommer der meget få turister og arbejdskraft til landet fra de berørte områder, står der i pressemeddelelsen fra Naalakkersuisut.

Om coronoa-virus

Den nye coronavirus (2019-nCoV) er en variant af velkendte virus som kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlig nedre luftvejsinfektioner. Indtil videre ser det ikke ud til at 2019-nCoV giver så alvorligt et sygdomsforløb som fx SARS-udbruddet i 2002-2003, som også var forårsaget af en særlig variant af coronavirus.

Man oplyer imidlertid, at udviklingen nøje følges af de grønlandske sundhedsmyndigheder, som er i tæt kontakt med andre myndigheder både i og uden for Grønland.

Beredskabsplan ligger klar

- Beredskabsplanerne har været drøftet med de relevante samarbejdspartnere, herunder omkring ind og udrejse til landet, og det er sikret, at der er det nødvendige udstyr til at sikre sundhedspersonalet i tilfælde af, at der skulle dukke smittede op her i landet, hedder det.

- Såfremt den internationale situation ændrer sig vil det grønlandske beredskab straks blive tilpasset dette.

Naalakkersuisut peger på, at Verdenssunhedsorganisationen WHO har udtalt, at det er for tidligt at klassificere udbruddet af corona-virus som en international sundhedskrise.

Powered by Labrador CMS