Chefredaktøren anbefaler: Sandhed og forsoning forandrer Canada

- Vi er startet på en lang rejse, og vi er langt fra målet, men vi er bestemt ude af porten. Vi er ved en ny begyndelse.

Marie Wilson var et af de tre medlemmer af den canadiske sandheds- og forsoningskommission, som gennem seks et halvt år udforskede, registrerede og dokumenterede 150 års grove overgreb på landets oprindelige folk, heriblandt Inuit. Over 150.000 børn blev med tvang sendt på kostskoler for at slette deres kulturelle identitet. Tusinder døde på skolerne og blev i mange tilfælde begravet uden besked til forældrene.

Med sin baggrund som journalist, programchef, underviser og forsker med fokus på Canadas oprindelige folk gennem tre årtier blev Marie Wilson en drivende kraft i arbejdet. Hun er i dag æresprofessor på to canadiske universiteter og hædret med nationens fornemste udmærkelser.

Efter sandheds- og forsoningskommissionen havde afholdt hundredevis af møder med lokalsamfund overalt i det nordlige Canada og udspurgt over 7.000 tidligere kostskoleelever, udgav den i 2015 sin afsluttende rapport – på syv sprog. Den konkluderede, at Canadas oprindelige folkeslag havde været udsat for et ”kulturelt folkemord”.

Kommissionen så ikke kun bagud, men pegede fremad med 94 opfordringer til aktiviteter baseret på ti principper. Alle dele af af det canadiske samfund skulle engageres i at ændre forholdene, så samfundet kunne bevæge sig fremad med respekt for – og plads til – alle landets folkeslag.

Nye læseplaner

Nu er der gået fire år. Har sandheds- og forsoningskommissionen gjort nogen forskel? Marie Wilson er ikke i tvivl:

- Vi har oplevet nogle meget vigtige forbedringer og gevinster. Vi har set dele af Canada, hvor der har været en komplet omskrivning af læseplaner i skoler, for eksempel med teatre og historien om kostskolerne, FNs erklæring om oprindelige folks rettigheder, hvor alle lærer disse ting nu, ikke kun oprindelige børn, men alle børn, alle canadiske børn. Vi har set advokatsamfund gøre en stor indsats for at videreuddanne advokater, så de får en bedre forståelse af den historiske sammenhæng. Vi har oplevet uddannelsesinstitutioner ændre deres læseplaner, og nogle universiteter har gjort det obligatorisk for alle studerende i alle fag at tage mindst et kursus i oprindelige studier, hvad enten det er oprindelig litteratur, oprindelig lov eller oprindelig historie. De studerende er nødt til at læse noget, der er fokuseret på de oprindelige folks perspektiv og synspunkt, for at få deres universitetsgrad.

- I kunstverdenen har forlagene taget initiativer, og vi har haft en utroligt stigning i antallet af oprindelige forfattere, hvis bøger er udgivet. Vi har haft et stigende antal af oprindelige musikere, der er blevet kendte og modtager anerkendelser i forskellige musik- og kunstfestivaler. Tilsvarende i film. Vi har endda nu en national ballet, der gennem dans, gennem ballet, fortæller historien om kostskolerne.

Alle partier undskyldte

Ikke alt kører dog på skinner, understreger Marie Wilson.

- Jeg siger ofte, at vi snegler os frem, tingene ændrer sig langsomt og inkonsekvent. Det er et stort land. Ikke enhver delstat bevæger sig i samme tempo eller med den samme politiske vilje. Så det er ikke konsistent i hele landet, men retningen er tydelig. Et samfund ændrer sig ikke natten over. Det tager tid for folk, der lærer nye ting, at reagere og handle på nye måder.

Canadierne skal til stemmeurnerne den 21. oktober. Efter fire år med den liberale Justin Trudeau kan det konservative parti måske igen erobre posten som premierminister. Kan det medføre tilbageslag for forsoningsprocessen?

- Ethvert samfund er skrøbeligt. Derfor mener jeg, at borgerne i et demokrati altid skal være årvågne. De skal være opmærksomme på, hvad deres valgte ledere gør. De skal formulere klart, hvad de forventer, at deres valgte ledere skal gøre, og de skal holde dem til ansvar, fremhæver Marie Wilson.

Mens debatten i Grønland og Danmark om undskyldninger for fortidens overgreb har fokuseret på, hvad statsministeren bør sige på nationens vegne, er situationen en anden i Canada. Da sandheds- og forsoningskommissionen i 2015 offentliggjorde sin rapport, undskyldte ikke kun den daværende konservative premierminister Stephen Harper på regeringens vegne for fortidens forbrydelser og fejl.

- Ikke kun vores daværende premierminister undskyldte officielt. Lederne af alle partier fremsatte en version af denne undskyldning til Canadas oprindelige folk. Når jeg taler om årvågne borgere, er det vigtigt at huske denne historie. Alle partier undskyldte, og alle skal holdes fast på det af opmærksomme borgere.

Historiens kraft

Er der paralleller til virkeligheden på vores side af Davis Strædet? Kan de canadiske erfaringer anvendes i Grønland? Marie Wilson peger på de vidt forskellige udgangspunkter, men finder også ligheder:

- I står over for mange af de samme udfordringer, som vi står overfor i det nordlige Canada, hvor jeg bor. Enorme landmasser med en lille befolkning, problemerne med at kommunikere og være forbundet med hinanden, udfordringerne med at etablere og udvikle sin egen regering. Vi oplever variationer af de samme spørgsmål. Det var den specifikke sag om kostskolerne, der satte processen i gang i Canada, men i løbet af processen talte folk om problemer, der omfattede mange andre spørgsmål. Folk talte om den offentlige administration, boliger, selvmord blandt unge, mangel på ordentlig service og drikkevand, om uddannelsesmuligheder, mangel på job, arbejdsløshed. Vi har hørt om alle disse ting i vid udstrækning, måske gælder de også for Grønland.

Både Canada og Grønland har oplevet udfordringerne ved at meget hastigt forandrede samfund, hvor mennesker er flyttet fra små steder med naturaliebaseret økonomi til etablerede permanente samfund med lønarbejde. Jeg tror ikke engang, at det er unikt for Canada og Grønland, jeg tror alle steder i verden, der har set dramatiske, hurtige forandringer, står over for store udfordringer. Det er ikke let. Og tilsvarende med spørgsmålet om, hvem der historisk har truffet beslutningerne, måden ting sker på, og om de sker eller ej. Det har været tilfældet, hvor der har været en større og rigere magt, der har truffet beslutningerne, som har påvirket den oprindelige befolkning.

Hvad der er anderledes er, at geografisk er Grønland så adskilt fra Danmark. Det er ikke tilfældet i Canada. Og den anden ting er, at der er mange forskellige oprindelige folkeslag i Canada. Og der er en vrimmel af forskellige aftaler og traktater, nogle meget gamle, andre nyere.

I har meget tilfælles med de nordlige dele af Canada, men også store forskelligheder, når det gælder realiteterne for oprindelige folk. Og helt klart når det gælder kostskolernes historie, det var en speciel canadisk politik. Vi ved, at en sådan politik også fandtes andre steder i verden, men som jeg forstår det, var det ikke tilfældet i Grønland. Der var skolen for alle børn, konstaterer hun.

Plads til alle

For Marie Wilson har processen med sandheds- og forsoningskommissionen betydet tre afgørende erfaringer, som hun gerne vil dele:

Frygten for, at en offentlig samtale om problemerne kunne blive negativ, viste sig forkert. ”Det var vældigt positivt. Folk indså, at der var stor værdi ved at være i det samme rum og lære af hinanden, blive mindre frygtsomme , mindre hæmmede af sine egne stereotyper, og blive bedre informeret og klædt på, kende hinanden og opleve, at der kan komme gode ting ud af at mødes og tale ærligt om udfordringerne”, beretter hun.

- For det andet oplevede vi, at det var vigtigt at række ud og få ikke-oprindelige folk med. Vi var vant til skelne - dette er et canadisk emne, dette er et oprindeligt og altså ”deres egne problemer”. For at ændre det, kræver det en indsats for at engagere, række ud, finde prominente allierede, der kan hjælpe med at informere en bredere offentlighed. Vi oplevede en enorm vækst i antallet af ikke-oprindelige mennesker, der kom ud og deltog i vores aktiviteter. Man skal gøre det til en mulighed snarere end en forpligtelse.

For Marie Wilson er den tredje erfaring måske den væsentligste:

- Det er ekstremt vigtigt og ekstremt berigende for alle at engagere de unge. Gør det så tidligt som muligt. Lade dem kende historien. Vi havde unge mennesker, der fortalte hvor vrede de var, fordi de aldrig var blevet fortalt sandheden om Canadas historie. Da de lærte den at kende, begyndte de at slippe de negative stereotyper om hinanden.

Få adgang til avisen AG’s seneste udgave – klik herunder:

AG Uge 40 2019

Klik her for at læse