Australien tæller ned til dagen uden vand
"Day Zero" bliver dagen kaldt, hvor australske byer løber tør for drikkevand. I flere stater nærmere dagen sig med alarmerende skridt efter en historisk tørke.
Ti byer i Australiens folkerigeste delstat, New South Wales (NSW), hvor Sydney er hovedstad, og i Queensland er meget tæt på at nå den frygtede "day zero", også kaldt "dag nul".
Dommedagstitlen beskriver den dag, hvor en by løber tør for drikkevand. En dag, der nærmer sig med alarmerende skridt grundet tørke.
Linda Scott, der er højtstående politiker i NSW, siger, at titusindvis af borgere i de ramte byer vil være uden drikkevand inden for de næste 12 måneder. Hvis de er heldige. Nogle vil allerede møde dagen inden for få uger.
- Det er meget alvorligt. Den eneste måde, hvorpå de lokale kan få drikkevand, er ved at fragte vand i biler over flere hundrede kilometer på grusveje, siger Scott til det australske medie news.com.au.
I byen Tenterfield i det nordlige NSW står det værst til. Byens dæmning har kun en tredjedel tilbage af dens normale vandstand.
- Vi pumper for vand i to dage og giver den så nogle dages pause. Men på to dage bliver den kun fyldt op med vand til en dags forbrug. Det kommer ikke til at holde, siger borgmesteren i byen, Peter Petty, til news.com.au.
- Der er kun 200 dages vand tilbage. Derfra ved vi ikke, hvad vi gør, siger han.
Ifølge Peter Petty skal regionen, hvor Tenterfield ligger, bruge 1400 store lastbiler fyldt med vand hver måned, hvis regionen løber tør.
I byens skole har børnene lært, at de ikke skal skylle ud i toilettet, hvis man kun har tisset. Derudover skal de huske at lukke for vandet, mens de bruger håndsæben, skriver det australske medie ABC.
Byens borgere har også fået forbud. Hverken biler eller haver må få sig en tiltrængt skyller.
- Det er ikke rart at sige, men jeg bader kun hver anden eller tredje dag, siger Elizabeth Macnis, der ejer en butik i byen.
Tørken har også ført til, at der sidste år blev indført reguleringer af kængurubestanden, da pattedyrene nærmer sig beboelsesområder.
I byen Warwick i den sydlige Queensland forventer borgmesteren for regionsrådet i Southern Downs, at de løber tør for vand inden for 17 måneder. I Stanthorpe vil det allerede ske inden jul.
- Vi har ikke haft regn siden marts 2017. Det er den værste tørke, vi nogensinde har haft, og det gør ondt, siger Tracy Dobie.
Regionen har været nødsaget til at indføre vandrestriktioner. Borgerne må maksimalt bruge 120 liter vand per person om dagen.
Hvis Warwick skal fragte vand til Stanthorpe, vil det koste en million australske dollar eller 4,6 millioner kroner, siger Tracy Dobie.
- Og så vil Warwick løbe tør for vand endnu hurtigere, siger Dobie.
/ritzau/