Atassut-kovending fører til pause i forhandlinger

Kan man fortryde, at man har tilsluttet sig et lovforslag i et udvalg? Det spørgsmål afsporede onsdag eftermiddag forhandlingerne i Inatsisartut.

Aqqalu Jerimiassen vil alligevel ikke støtte et lovforslag om ændring af beskatningen på blandt andet goder som fri bil.
Offentliggjort

Dagens forhandlinger i Inatsisartut tog en overraskende drejning, da koalitionens støtteparti Atassut pludselig lavede en uventet politisk kovending på talerstolen.

I behandlingen af et forslag om blandt andet reglerne om beskatning af frie goder fra arbejdspladsen gik Atassut pludselig imod koalitionen i salen. Formand Aqqalu Jerimiassen sagde, at Atassut ikke ville støtte forslaget, fordi partiet betragter det som en forhøjelse af skatterne.

Det vakte opsigt, da Aqqalu Jerimiassen har det afgørende mandat i i Finans- og Skatteudvalget, og er årsagen til, at et flertal i udvalget kunne trumfe lovforslaget igennem udvalget og indstille til vedtagelse:

- Det er en penibel situation, når der kommer forslag, der går imod partipolitikken. Det var en af de svære at sluge. Jeg har ikke været grundig, da jeg har sagt god for forslaget i udvalget. Men vi kan ikke blive ved med at sluge de her kameler, som vi også kan kalde for hvaler, sagde Aqqalu Jerimiassen på talerstolen.

Jensen forlangte pause

Siumut er indædt modstander af lovforslaget, og Atassut-kovendingen fik formand Erik Jensen til at anmode om en pause i mødet for at finde ud af, om der er regler imod at tilslutte sig et forslag i et udvalg for derefter at sige det stik modsatte fra talerstolen.

- Det var en fejl, jeg gav min tilslutning i udvalget, sagde Aqqalu Jerimiassen inden at Inatsisartut-formand Hans Enoksen bevilgede en pause i mødet.

Efter pausen sagde Hans Enoksen, at formandsskabet havde drøftet sagen, og at behandlingen af lovforslaget blev stoppet omgående, og sagen sendes tilbage til Finans- og Skatteudvalget.

Hans Enoksen forventer, at Inatsisartut kan genoptage behandlingen af lovforslaget torsdag.

Powered by Labrador CMS