Anmeldelse: 'Ni hao Nuuk' giver stof til eftertanke

Anmeldelse:

Den nu udsolgte forestilling ’Ni Hao Nuuk’ med blandt andre skuespiller Miké Thomsen i hovedrollen giver stof til eftertanke.

Måske fordi den videnskabelige viden, som stykket rummer, minder mig om mit lands kæmpe potentiale på den internationale råstofscene, og alligevel er den lokale befolkning frustreret. Der er ingen aktiviteter i Narsaq, men fjeldet bag byen er et skatkammer, som vil kunne åbne mange muligheder for den frustrerede og fastlåste befolkning.

Ni Hao Nuuk vises indtil 14. marts, og hvis man er heldig at have købt en billet dertil, kan man glæde sig til en ualmindelig teateroplevelse, der er delt i tre dele.

I ’Maskinhallen’ i Botanisk Have i København er der slået to store ekspeditionstelte op. På hallens gulv er der et kort over Grønland af træ samt en træmodel af Kuannersuit (på dansk: Kvanefjeldet). Tilskuerne bliver ført gennem teltene, hvor blandt andet der fortælles om Niels Bohrs besøg og observationer i 1957 i Narsaq.

Læs: Miké Thomsen: Vi er blevet lagt i seng af danskerne

Vand fra elv ved Narsaq
Grønlandsk musik bliver kombineret med dansk nationalsang. Et glas vand fra en elv ved Narsaq bliver skænket og får dermed naturen ind i kroppen på tilskuerne. En lille pandabjørn, som symboliserer kinesernes ankomst, stjæler opmærksomheden og hilser højlydt på tilskuerne med sit mandarinsprog 'Ni hao Nuuk'.

En teatertur bliver til delvis foredrag om Grønlands nutidige dilemma: Skal Grønland udvinde uran og forurene naturen, eller skal man blot lade de radioaktive stråler blive i jorden?

Hvis det stod til den unge i Narsaq, hvis mor gør rent på det lokale værtshus, og hvis familie dagligt fryser, fordi husstanden ikke har råd til fyringsolie, kan udvindingen af råstoffer ikke ske hurtigt nok. For drengen har store drømme. Drømmen om en bedre og rigere fremtid ligger i ’skatkammeret’ Kuannersuit. Dér ligger den fremtidige lykke med blandt andet en ny og fin skoletaske til sin lillesøster.

'Ni Hao Nuuk' er et overraskende og anderledes teaterstykke, der insisterer på at røre lidt ved uvidenheden om dagens Grønland.

Fire ud af fem stjerner herfra.