Anklage: Krænkelserne er blevet tolereret

De krænkelser, som ti kvinder beskriver i deres henvendelse til hovedbestyrelsen, er i flere tilfælde foregået åbent på Siumuts partigang, hvor partiets politikere dagligt færdes. Ingen har grebet ind og der er endda beskrivelser af latter og aktiv medvirken.

Udsnit fra et af brevene
Offentliggjort

Både verbale og fysiske seksuelle krænkelser blev ved flere tilfælde overværet af andre. Det er et af de gennemgående træk i de beskrivelser, som ti kvinder har sendt til Siumuts hovedbestyrelse.

Hvis beskrivelserne står til troende, så er krænkelserne foregået åbent på Siumuts partigang, hvor partiets toppolitikere færdes til dagligt.

Det fremgår af brevene ligeledes, at kvinderne nok så meget efterlyser, at partiets folkevalgte og ledelsen tager et opgør med denne accept af krænkende adfærd, som kvinderne efterlyser.

- Gør dog noget ved det i stedet for at lade som om, I ikke ser det, skriver én således.

- Den måde, som partisekretæren ser kvinder på, er meget bekymrende, og hvis partiet ikke sætter grænser for det, så er det det samme som at acceptere det, skriver en anden.

Lo af krænkende adfærd

Kvinderne beskriver nemlig i flere tilfælde, at krænkelserne er sket, mens andre overværede dem. Det fremgår ikke direkte, hvorvidt der er toppolittikere iblandt, men beskrivelserne tegner et billede af omgangsformer, som må have været svære at overse, når man dagligt færdes på partigangen.

- Under valgkampen, mens vi var på kontoret, har han taget mig på røven, hvor andre så på, skriver én.

- Mikael Petersen sidder på sit kontor og holder 'møde' med flere mænd, hvor jeg kommer ind og skal spørge om noget arbejdsmæssigt. Pludselig begynder han at snakke om seksualitet og kommer med sjofle vittigheder på en så grænseløs og nedværdigende måde, at det påvirker mit selvværd, og så man er totalt handlingslammet, skriver en anden.

Og tilsyneladende har andre mænd i flere tilfælde i større eller mindre grad bidraget til den krænkende atmosfære.

- Han sagde: Vil du være min elskerinde. Vi kan rejse hvor som helst når som helst, du ønsker det. Der var tre andre mænd i rummet, der bare sad og lo, lyder endnu en beskrivelse.

Opfordret til at deltage

I andre tilfælde beskriver kvinderne, at andre mænd direkte er blevet opfordret til at bidrage til krænkelserne.

- Han har talt helt skamløst og åbenlyst opfordrende til andre mænd i Siumut-lokalet om at tale kvindenedladende, lyder det fra en af kvinderne, der også taler om en ‘normaliseret atmosfære’.

Den usunde atmosfære på Siumuts partigang har tilsyneladende stået på igennem en længere årrække.

Udbredt seksualiseret sprogbrug

En kvinde, som ikke er blandt de ti, der har skrevet til partiledelsen, beskriver også gentagne grove verbale krænkelser, som andre mænd blot lo ad. Disse situationer ligger flere år tilbage.

- Mikael Petersen kunne sige ting som 'Jeg kan give dig en stor fed pik, så du griner resten af ugen' mens andre mænd stod og grinede af det, siger kvinden til Sermitsiaq.AG.

Det falder hende svært at gentage ordene, men hun understreger, at det var sådan de faldt.

De stærkt seksualiserede bemærkninger var ifølge denne kvinde ikke begrænset til Mikael Petersen.

- De diskuterede helt åbent, 'hvem der er villig til at give fisse', fortæller hun.

Har du oplysninger om seksuelt krænkende adfærd og overgreb i det politiske liv, og ønsker at fortælle om det (evt anonymt), så kontakt Walter Turnowsky på walter@sermitsiaq.gl eller +299 562248.

Powered by Labrador CMS