Air Greenland ramt af sygdom igen
Air Greenlands besætning er ramt af forskellige sygdomme, hvilket påvirker både indenrigsflyvninger og afgangen fra København til Kangerlussuaq.
For anden gang i løbet af to uger er afgangen fra København til Kangerlussuaq aflyst på grund af sygdom blandt besætningen hos Air Greenland.
Det bekræfter kommunikationschef hos Air Greenland, Katja Vahl til Sermitsiaq.AG.
- Det er korrekt, at Norsaq i dag er aflyst grundet sygdom blandt besætningen. Der er helt ekstraordinært seks sygemeldinger i dag, oplyser hun til Sermitsiaq.AG.
Air Greenland har i alt fem besætningsmedlemmer, der står standby til at tage over, men med seks sygemeldinger på en dag kan dagens flyvning fra Danmark ikke gennemføres.
Air Greenland oplyser ikke om, hvad sygdommen er, men Katja Vahl oplyser, at Air Greenlands besætningsmedlemmer er ramt af forskellige sygdomme.
Tidligere denne uge kunne landslægeembedet oplyse i deres opdatering om smittetallene, at der er smittede i transaportsektoren.
Fredag sidste uge måtte Norsaq også blive på land grundet sygdom blandt besætningsmedlemmer.
Fly lejes i morgen
Aflysningen af Norsaq påvirker også indenrigsflyvningen. Dagens aflysninger berører i alt 430 passagerer. Nogle af passagererne, der er på vej til Danmark er allerede ankommet til Kangerlussuaq, og Air Greenland oplyser, at de indlogeres og kan forvente at nå til deres destination i morgen lørdag.
- Der er sat en ekstra maskine ind i morgen som flyver ruten, og derudover er der sat et udvidet indenrigsprogram op for dagen, oplyser Katja Vahl.
De berørte passagerer får ny rejseplan.
Coronatest genbruges
De passagerer, der ellers skulle rejse fra København til Kangerlussuaq i dag, kan genbruge deres testsvar på PCR-testen i morgen. Men Air Greenland opfordrer deres passagerer om at isolere sig indtil afrejse i morgen.
- Rejsende ud af København som har en PCR Covid-19 test, der grundet aflysningen i dag, overstiger de tilladte 72 timer inden afgangen i morgen skal ikke re-testes. Alle bedes dog så vidt muligt isolere sig indtil rejsen påbegyndes, oplyser Air Greenland.